Nye rammer med Kvinde-Barn Hus på regionshospitalet i Hjørring

Ikke mindre end 7.500 nye kvadratmeter rummer blandt andet fødegang og børne- ungeafdeling.

543

Helt nye og moderne rammer til kvinder og børn står nu klar til brug på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Og Kvinde-Barn Huset blev i dag indviet efter to års byggeri, hvor interesserede kunne komme forbi til åbent hus, og det tilbud benyttede mange sig af.

Hospitalets 7.500 nye kvadratmeter rummer blandt andet fødegang, børne- ungeafdeling og ambulatorier for gynækologi og scanning af gravide.

Huset samler altså kompetencerne inden for børne- og kvindesygdomme under ét tag.

Trange rammer i mange år

Hospitalets direktør, Henrik Larsen, har set frem til indvielsen.

– Vi har en børneafdeling, som har været i trange rammer i rigtig mange år. Så det er en rigtig god dag, hvor vi kan lave nye vilkår, nye rammer for vores børne- og ungeafdeling, for vores gynækologi og også for de kommende fødsler, siger Henrik Larsen.

Åbningen af det nye Kvinde-Barn Hus betyder et snarligt farvel til hospitalets gamle børneafdeling, der skal rives ned.

Og lørdag var der mulighed for at sige farvel til den gamle afdeling.

– Vi får ofte at vide, at børneafdelingen i de gamle rammer er hyggelig og har en særlig atmosfære. Det bestræber vi os på at tage med over i det nye hus, så det også bliver et rart sted at komme for små og store, siger afdelingssygeplejerske Birte Storm fra Afdelingen for Børn og Unge.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments