Nybyggeri af gigantvarehus i Hjørring

Om under et år slår Biltema dørene op til et nyt gigantvarehus på Frederikshavnsvej i Hjørring. Kontrakten med entreprenøren er netop underskrevet, og nu går byggeriet af det over 6000 kvadratmeter store varehus i gang.

11975
Kontrakten er netop underskrevet, og dermed kan byggeriet af det nye Biltema-varehus i Hjørring begynde. I midten på billedet ses direktør i Biltema Jacob Borring Møller, og til venstre for ham er byggeleder Allan Ankerbøl, mens direktør hos totalentreprenøren Base, Rasmus Mørk Heiberg, sidder til højre.

Papirarbejdet er klaret, og nu skal spaden gribes. Den 3. oktober 2020 slår detailgiganten Biltema, der har 12 varehuse i Danmark, dørene op til endnu et gigantvarehus – denne gang på Frederikshavnsvej i Hjørring.

Åbningen i Hjørring er en del af de ambitiøse ekspansionsplaner, som Biltema-koncernen har lagt oven på sidste års rekordregnskab.

– Vi har fart på og har allerede i år åbnet nyt varehuse i Roskilde, og vi har offentliggjort planer for et nyt varehus i Thisted. Vi er så glade for den modtagelse, vores nye åbninger får, så vi glæder os til at kunne åbne i Hjørring, fortæller Jacob Borring Møller, der er direktør i Biltema Danmark.

Biltema har 12 varehuse i Danmark, og åbningen i Hjørring er en del af strategien om at fordoble antallet af danske varehuse inden for seks år, fortæller Jacob Borring Møller.

Miljøvenlige byggerier

Byggeriet på Frederikshavnsvej bliver cirka 6600 kvadratmeter stort, og om lidt tages første spadestik. Kontakten med Base, der er totalentreprenør, er nemlig netop underskrevet.

– Vi går meget op i, at alle vores byggerier skal være så miljøvenlige som mulige, og det skal tænkes ind i alle led – lige fra gulvet, der skal kunne rengøres uden kemikalier, til tyk isolering på taget og bevægelsesstyret LED-belysning. Vi skal konstant forny os, så vi får endnu flottere og mere miljøvenlige varehuse, og derfor arbejder vi altid med lokale byggefirmaer med håndværkere, der kan levere høj kvalitet. Det er komplekst at bygge et nyt stort Biltema-varehus, så det kræver de dygtigste inden for faget, fortæller Jacob Borring Møller.

Biltema Danmark offentliggjorde tidligere på året målet om at fordoble antallet af danske varehuse inden for seks år.

– Kontakten med kunderne er en stor del af vores koncept, og fordi vi vægter den personlige vejledning rigtig højt, har vi heller ikke en klassisk webshop. Derfor skal vi også ligge flere steder i landet, så vi er tættere på kunderne, siger Jacob Borring Møller.

Biltema i Hjørring åbner den 3. oktober 2020.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Mikkel
4 år siden

Lokale firmaer? håber da at base så finder nogen lokale for de ligger da selv i Horsens ?

Jacob
4 år siden
Reply to  Mikkel

En murermester fra Lendum er vel rimelig lokal ?