Ny regering giver håndsrækning til nordjyske afdelinger af VUC

På trods af håndsrækningen fra den nye regering redder man næppe den lille afdeling af VUC i Hirtshals.

90
Foto: VUC.

Til sommer lukker VUC-afdelingerne i Brovst og Hirtshals. I Brovst er der for få elever til at fortsætte med undervisningen, og i Hirtshals er der i højere grad brug for undervisning til virksomheder frem for unge og voksne.

Dermed er Hirtshals og Brovst to af de otte VUC-afdelinger, der står til at lukke i Danmark. Men i dag fik landet en ny regering, og S-regeringen med rødt flertal lægger op til en håndsrækning til Danmarks VUCer. I regeringsaftalen står:

Alle unge skal have gode uddannelsesmuligheder, uanset hvor i landet de bor. Derfor vil en ny regering udarbejde en plan med henblik på en bedre geografisk spredning af velfærdsuddannelserne og adgang til ungdomsuddannelser i hele landet samt sikre at de lukningstruede VUC’ere kan fortsætte.

Derudover bliver omprioriteringsbidraget også afskaffet. Omprioriteringsbidraget har siden 2016 betydet, at landets uddannelsesinstitutioner skal spare to procent om året, men den besparelse bliver nu sløjfet.

Slut med besparelser år for år

Hos HF&VUC Nord lyder meldingen fra rektor Lene Yding Pedersen, at Hirtshals og Brovst allerede er så langt i lukningsplanerne, at de højst sandsynligt ikke åbner op igen. Alligevel vækker udmeldingen fra regeringsaftalen begejstring:

– Det er simpelthen en utrolig dejlig nyhed for os alle i hele uddannelsesverdenen. Man erkender, at det er en god investering at satse på uddannelse til unge og voksne. Det betyder rigtig meget for os, at man ikke skal finde besparelser år for år, siger Lene Yding Pedersen, rektor for HF&VUC Nord.

Ifølge rektoren er flere VUC-afdelinger i Nordjylland pressede på økonomien, især de afdelinger, der ligger i tyndtbefolkede områder. Hun mener derfor, at aftalen vil få stor betydning for uddannelsesstederne i landdistrikterne.

– I Nordjylland er der flere tyndtbefolkede områder, og det er alt andet lige sværere at sikre uddannelse i tyndtbefolkede områder, fordi der ikke er det samme elevgrundlag. Derfor er vi rigtig glade for, at politikerne er opmærksomme på os og de udfordringer, der er i Nordjylland, siger Lene Yding Pedersen.

Bestyrelsesformand for HF- og VUC-uddannelserne i Nordjylland, Jens Lauritzen, er også glad for udmeldingen om, at omprioriteringsbidraget afskaffes. En udmelding, som ikke overrasker ham, eftersom både rød og blå blok lovede at fjerne det i valgkampen.

Torsdag skal bestyrelsen diskutere budgettet for næste år, og ifølge Jens Lauritzen får udmeldingen fra den nye regering ikke betydning for næste års budget:

– Jeg forventer ikke, at der bliver lavet om på økonomien for 2019, det bliver tidligst fra 2020, men jeg glæder mig til, at der kommer noget konkret, så vi kan vide, hvad der skal ske og ud fra det lægge et budget, siger han.

HF&VUC Nord har afdelinger i ti byer i Nordjylland, hvoraf Brovst og Hirtshals står til at lukke ned efter sommerferien.

Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments