På Kystvejens Klaverskole i Hirtshals bliver det fra den 1. september muligt for alle spille- og musikglade børn og voksne at få klaverundervisning af musikpædagog Lisbet Hvid Hermansen.
Der undervises i stort set alle genrer for såvel begyndere som øvede, – så uanset om du eller dine børn aldrig har spillet før og bare gerne vil i gang, eller om du har brug for at få genopfrisket og komme videre med klassiske værker, blues eller brugsklaver, så kontakt Lisbet, der har mange års erfaring som underviser.
– Jeg har et klippekortsystem, så man kan spille, når man vil og så længe man vil, siger Lisbet.
Hun har tidligere været ansat på Hirtshals Musikskole og kender derfor byen rigtig godt.
Udover musikken er Lisbet professionel, udøvende billedkunstner og er bl.a. tilknyttet Hjørring Grafisk Værksted, hvor hun gennem de seneste 3 år har stået for de grafiske workshops for børn,- både på Grafisk Værksted og ude på skolerne.
I den forbindelse har flere skoler i kommunen, også i Hirtshals, haft besøg af Lisbet, og børnene har haft mulighed for at afprøve forskellige grafiske teknikker.
Lisbet har en bachelor i musik fra Aarhus Universitet, har gået på Kunstakademiet i Aarhus samt har en diplomuddannelse i billedkunst.
– Jeg har altid godt kunne lide Hirtshals, havet og havnen. Da jeg flyttede til Vendsyssel for 30 år siden, var Galleri 7 i Hirtshals det første sted, jeg udstillede mine fotografier med motiver blandt andet fra havnen, fortæller Lisbet.
– Jeg glæder mig til at flytte til byen og har i mange år drømt om en bolig med havudsigt og troede det var uopnåeligt, men den får jeg nu, slutter Lisbet.