Hjertestartere kan redde liv. Det er tydeligt bevist. Derfor ser man også flere og flere af de grønne eller røde bokse med hjertestartere. En hjertestarter kan være medvirkende til, om en person med hjertestop overlever eller ej.
Derfor er det også yderst vigtigt at have sådanne apparater placeret strategisk, så der til hver en tid kan bringes én til en person med hjertestop. I denne udvikling følger Hirtshals godt med. Der er hjertestartere i gågaden, på havnen, ved skolen, hos JacoBil, Jørgen Fibigers Gade og flere andre steder i og omkring byen.
Nu er der kommet endnu en og på en vigtigt position. Ved Hirtshals Boldklubs klubhus på Schlie Arena bliver der nu opsat en hjertestarter tildelt af Trygfonden. Ud over at opsætte førnævnte afholder Trygfonden også kursus for boldklubbens personale i at betjene en sådan.
Sådan genkender du et hjertestop
- Tjek om den tilskadekomne er ved bevidsthed.Tag fat i personens skuldre og rusk forsigtigt. Tal højt eller råb samtidig til personen. Reagerer vedkommende ikke, er han eller hun bevidstløs.
- Tjek om personen har en normal vejrtrækning. Først skaber du frie luftveje ved at bøje den tilskadekomnes hoved let tilbage og løfte hagen.
- Se om brystkassen hæver og sænker sig. Føl, med din kind om du kan mærke personens åndedræt. Lyt efter vedkommendes vejrtrækning.
Hvis personen er bevidstløs, og han eller hun ikke har en normal vejrtrækning, har personen hjertestop, og du skal påbegynde hjertelungeredning.
Kilde: Hjertestarter.dk
Du kan finde ud af hvordan en hjertestarter fungerer ved at klikke ind på Hjertestarter.dk
Man kan også downloade en hjertestarter app til sin telefon, så man altid ved hvor den nærmeste hjertestarter befinder sig.