CORONAKRISE: Ny hjælpepakke til mindre virksomheder

Nu får små virksomheder og selvstændige også en økonomisk hjælp til at dække løn og faste udgifter.

175
Erhvervsminister Simon Kollerup. Foto (arkiv): TV2 Nord.

Finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) har onsdag præsenteret nye initiativer målrettet selvstændige samt små og mellemstore virksomheder.

– Ingen kan længere være i tvivl om omfanget af den situation, som Danmark står i. Både sundhedsmæssigt og økonomisk. Vi vil gøre, hvad end der skal til, siger Nicolai Wammen.

Regeringen vil støtte de selvstændige med op til 23.000 kroner om måneden, hvis de står til at miste 30 procent af indtægterne.

Det gælder alle med op til ti ansatte fra 9. marts og tre måneder frem til 9. juli.

Initiativerne skal virke hurtigt

Restauranter og andre brancher, der har været særligt hårdt ramt af følgerne af coronakrisen, vil regeringen dermed hjælpe økonomisk.

Forhandlingerne om de nye initiativer begynder onsdag klokken 14.00, hvor Venstre kommer til at deltage.

– Der bliver tale om lynforhandlinger, for vi har ingen tid at spilde. Initiativerne skal virke hurtigt, siger Nicolai Wammen.

Dermed lægger han op til, at en aftale skal falde på plads onsdag.

Finansministeren anslår, at forslagene vil koste 40 milliarder kroner. Han svarer på et spørgsmål fra pressen om, hvorvidt statskassen er bundløs. Hertil understreger han, at der ikke er noget loft.

– Det bliver ikke sådan fra regeringens side, at vi kommer og sige, at nu er der ikke flere penge til at hjælpe virksomhederne, siger Nicolai Wammen.

Tirsdag lagde regeringen et yderligere pres på de selvstændige, da Mette Frederiksen på et pressemøde varslede, at caféer, restauranter, frisører og mange andre nu heller ikke må holde åbent.

De konkrete forslag og krav

På pressemødet i Finansministeriet onsdag blev der fremlagt en række tiltag for selvstændige, som oplever store fald i omsætningen:

  • Punkt 1: Ordningen betyder, at de små selvstændige, der oplever mere end 30 procent nedgang i omsætningen som konsekvens af coronavirus, kan blive kompenseret.
  • Punkt 2: Kompensationen fra staten er 75 procent af omsætningstabet, dog maksimalt 23.000 kroner per måned. Den kan udgøre op til 34.500 kroner per måned, hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle.
  • Punkt 3: Den selvstændige eller erhvervsdrivende kan højest få kompensation i tre måneder fra 9. marts og frem til 9. juni. Det er et krav, at virksomheden ikke har mere end ti fuldtidsansatte.

Det er følgende model for kompensation af udgifter, som de vil forhandle med Folketingets partier:

  • Punkt 1: Virksomheder på tværs af brancher skal kunne få kompensation.
  • Punkt 2: Kompensationen målrettes virksomheder med et stort fald i omsætningen herhjemme (mere end 40 procent).
  • Punkt 3: Kompensationen målrettes faste udgifter og udgør mellem 25 og 80 procent.
  • Punkt 4: Kompensation dækker op til tre måneder og udbetales hurtigst muligt.
  • Punkt 5: Hvis omsætning er faldet væsentligt mindre, skal kompensationen betales tilbage.
Virksomheder forudser konkurser

De nye tiltag kommer i kølvandet på kritik fra oppositionen og erhvervslivet, der har efterspurgt økonomisk hjælp til de små og mellemstore virksomheder.

Det forsøgte regeringen i første omgang at imødekomme med et tiltag, hvor selvstændigt erhvervsdrivende kan udskyde deres betaling af B-skat for april og maj.

Hos SMVdanmark, der er en erhvervsorganisation for netop denne type virksomhed, har cheføkonom Mia Holstein adspurgt sine medlemmer om deres nuværende økonomiske situation.

Før regeringens nye tiltag svarede 41 procent, at de forventede, at gå konkurs inden for fem uger, mens 70 procent mente, at det ville ske inden for ni uger.

Hun mener kun, at det er rimeligt, at staten nu hjælper de små og mellemstore virksomheder yderligere.

– Når staten lukker virksomhederne, så skal de kompenseres, så den her sundhedskrise ikke udvikler sig til en finanskrise, siger Mia Holstein.

Milliardstøtte til større virksomheder

I søndags præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) en trepartsaftale, der gav et løntilskud til større virksomheder for at bremse potentielle massefyringer.

Aftalen var målrettet virksomheder, der stod overfor at skulle fyre mindst 30 procent af medarbejderne eller mindst 50 ansatte.

Her giver staten en lønkompensation på 75 til 90 procent af den løn, virksomheder betaler de medarbejdere, der måtte sendes hjem på grund af økonomisk nedgang som følge af coronavirus.

For funktionærer er der et lønloft på 23.000 kroner, mens det for timelønnede er på 26.000 kroner. For sidstnævnte er lønkompensationen på 90 procent.

Kilde: TV2 Nord.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Henrik Sigensgaard
4 år siden

Håber at Kunstnere kommer i betragtning , selv om jeg ikke forventer det .