Onsdagens udsolgte premiereforestilling på Vendsyssel Teaters egenproduktion “Turisterne”, følges op af 25 forestillinger, hvor der fortsat er billetter til alle.
Der er dog aftner, hvor der kun er ganske få billetter tilbage, så hvis du vil opleve teatrets egne skuespillere i årets juleforestilling, er det en god ide her at smutte ind og bestille billetter.
Nordjyllands Trafikselskab tilbyder som noget enestående teatergæster gratis transport med NT’s busser og lokalbanetog til og fra forestillingerne på Vendsyssel Teater. Du skal bare vise din teaterbillet i bussen eller i toget.
Om “Turisterne”:
Spiller i Store Sal 21. november – 20. december
Hverdage klokken 19.30 og lørdage klokken 15.00
Turistbureauet i den lille badeby har svært ved at få fat i gæsterne op til jul. Nordmændene vil kun leje de primitive sommerhuse, de tyske gæster tager mad med hjemmefra – og Hellerup-folket vil hellere til Skagen. Stranden er i øvrigt ved at forsvinde. Hverken turistbureauets personale eller naboerne er enige om, hvor meget man skal pynte op til jul.
Man kan knap gå omkring og synge “Glade jul”. Så hvad gør man så? Vendsyssel Teater skaber denne sæson sin egen nye juleforestilling – af og med nogle af teatrets elskede, lokale kerneskuespillere.
Teksten om livets genvordigheder i turistlandet bliver skrevet af Gunvor Reynberg, der udover at være skuespiller også er både revyforfatter og dramatiker bag for eksempel Eventyrteatrets forestillinger.
Hun har skrevet teaterversionerne af Vitello og Villads fra Valby, der på Aalborg Teater blev iscenesat af Louise Schouw. Hun har sit eget Louise Schouw Teater, hvor hun blandt andet har instrueret Med hovedet i himlen, der var på gæstespil hos Vendsyssel Teater sidste sæson.
Louise Schouw skal også instruere Turisterne, der bliver hendes første iscenesættelse i Hjørring.
Scenografien bliver skabt af Gitte Baastrup, der er en af Vendsyssel Teaters mest trofaste scenografer. I det gamle teater stod hun blandt andet for scenografien til Hvem spiller ud?, Ingen kender kunsten og Parasitterne. Nu skal hun skabe julestemning i den store sal.
Medvirkende:Jørgen Bing,
Robin Haslund Buch,
Hans Holtegaard,
Lone Rødbroe,
Hanne Laursen
Tekst: Gunvor Reynberg
Instruktion: Louise Schouw
Scenografi: Gitte Baastrup
Varighed: 2 timer og 10 minutter inklusiv pause
Her kan du se repertoiret og bestille billetter.
Kilde: Vendsyssel Teater