Unge kan nu blive humanistisk konfirmeret i Hjørring

Efter stor interesse for humanistisk konfirmation bliver der i 2020 oprettet et hold i Vendsyssel.

391
Lise Thirslund blev humanistisk konfirmeret i 2018. (Foto: Humanistisk Samfund).

Unge vendelboere, som ønsker en ikke-religiøs humanistisk konfirmation, behøver ikke at rejse langt. Næste år kommer den alternative konfirmation til Hjørring.

Bag konfirmationen står foreningen Humanistisk Samfund, der har oprettet konfirmationsholdet i Hjørring efter, at der er venteliste til plads på et tilsvarende hold i Aalborg.

– Det er første gang, vi tilbyder humanistisk konfirmation i Nordjylland, og det er tydeligt, at er et behov. Konfirmationsholdet i Aalborg blev hurtigt fyldt, og derfor skønner vi, at der også er behov for et hold i Vendsyssel, siger Jørn Rosborg, formand for Humanistisk Samfunds nordjyske afdeling.

Den humanistiske konfirmation består af to weekendkurser med undervisning i emner som fx etik, tolerance, livssyn, menneskerettigheder, seksualitet og rusmidler. Konfirmationen afsluttes med en højtidelig ceremoni 23. maj 2020 på Vendelbohus i Hjørring.

Tilmeldingen til den humanistiske konfirmation 2020 er åben på www.hs.dk/konfirmation.

Behov for markering
Med den humanistiske konfirmation får unge mulighed for en højtidelig markering af overgangen fra barn til ung – uden at blande Gud ind i det.

– Også mennesker uden religion har behov for at markere de store begivenheder i livet. Og netop overgangen fra barn til ung er sådan en stor begivenhed, siger Jørn Rosborg, formand for Humanistisk Samfund Aalborg.

– Den humanistiske konfirmation er helt uden religiøst indhold. Den giver unge mulighed for at vælge en konfirmation, der bygger på ikke-religiøse, humanistiske værdier som fx, at livet leves her og nu, at vi alle har ansvar for os selv, hinanden og vore omgivelser og må handle derefter.

Inspirationen kommer fra Norge, hvor omkring 13.000 unge hvert år bliver humanistisk konfirmeret hos Human-Etisk Forbund, der er søsterorganisation til Humanistisk Samfund.

Ved første danske humanistiske konfirmation i 2011 blev 12 konfirmeret hos Humanistisk Samfund, men siden er mange flere kommet til. I år blev således 270 unge humanistisk konfirmeret og næste år er der udbudt 420 pladser over hele landet – flere steder, bl.a. i Aalborg, er der venteliste.

FAKTABOKS

Humanistisk konfirmation

  • Humanistisk konfirmation er et tilbud til unge, som ønsker at markere overgangsfasen fra barn til ung med en højtidelig ceremoni uden religiøst indhold.
  • De humanistiske konfirmationsceremonier i Nordjylland finder sted 2. maj 2020 i Aalborg Kongres og Kultur Center og 23. maj i Vendelbohus i Hjørring.
  • Forud for ceremonien deltager de unge i et kursus i livssyn og etik på et humanistisk grundlag.
  • At konfirmere betyder ’at bekræfte’ eller ’at bestyrke’. Humanistisk konfirmation handler om at styrke de unge til at handle etisk, selvstændigt og tænke kritisk. De unge skal hverken bekræfte eller bekende sig til humanismen, men blot inspireres og motiveres til at reflektere over deres eget og andres livssyn, værdier og handlinger.
  • Læs mere på hs.dk/konfirmation
  • Kontakt vedr. humanistisk konfirmation i Nordjylland: nord@hs.dk

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments