Nu genetableres cykelstien og hængebroen ved Uggerby Å

Havet har de senere år ædt voldsomt af kysten ved udløbet af Uggerby Å. Derfor skal cykelstien og broen over åen nu flyttes.

1228
Luftfoto februar 2019. Den nordlige del af stien er skyllet væk.

Den nationale cykelrute mellem Skagen og Hirtshals er ved at blive eroderet væk der, hvor stien krydser udløbet af Uggerby Å. Cykelruten ligger tæt på kysten, der igennem de sidste år har været udsat for stor kysterosion.

Cykelruten er meget benyttet. En trafiktælling foretaget af Naturstyrelsen i 2019 viser, at 500-700 personer om dagen bruger cykelruten i sommerperioden.

Derfor ønsker Naturstyrelsen Vendsyssel og Hjørring Kommune at bevare muligheden for at færdes på strækningen.

For at bevare ruten, er det nødvendigt at omlægge strækningen omkring Uggerby Å og flytte den længere væk fra kysten. Broen over åen skal også flyttes.

Området omkring udløbet af Uggerby Å rummer noget af landets allerfineste natur, som er beskyttet på europæisk plan (Natura2000). Det betyder, at der er meget stramme regler for, hvordan og hvor et nyt stiforløb kan etableres.

Værdifuld natur langs cykelstien ved Uggerby Å's udløbDe grønne felter viser, hvor der er såkaldt habitatnatur – særlig beskyttet, sårbar og værdifuld natur i området.

Derfor har kommunen ud af flere mulige scenarier valgt at placere cykelstien sådan, at den påvirker den sårbare og værdifulde natur i området mindst muligt.

Samtidig løber ruten stadig tæt på kysten og Uggerby Å’s udløb, så de besøgende kan opleve den unikke kystnatur.

Området omkring udløbet af Uggerby Å rummer noget af Danmarks fineste natur.

Det er svært at forudsige, hvordan kystnedbrydningen og oversvømmelse af Uggerby Å vil udvikle sig i de kommende år.

Derfor har vi valgt en midlertidig løsning, så stien vil kunne flyttes i takt med, at kysten og naturen nedbrydes og forandrer sig i det dynamiske og værdifulde område.

Arbejdet med at anlægge det nye forløb af cykelstien begynder – afhængig af vejr og vind – i løbet af uge 19.

Har man lyst til at kigge forbi mens arbejdet står på, opfordrer vi til at holde afstand – både til hinanden pga risikoen for coronasmitte – men også til de store maskiner, som arbejder på stedet.

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Ruth Hvims
3 år siden

det bliver vist kun en løsning der kan bruges i tørkeperioder