Fronterne er trukket skarpt op mellem på den ene side tilhængere af, at den norske slagtebåd Norwegian Gannet skal have lov til at hente laks direkte ved havdambrugene, bringe dem ombord for at slagte dem og pakke dem for derefter at levere dem i Hirtshals.
Helt udenom de mange lokale norske fiskemodtag langs kysten, som dermed forbigås med friske råvare og arbejde, som ifølge kritikerne så forsvinder ud af Norge. Hvilket de selvfølgelig ikke synes om, for det truer deres livsnerve og livline i erhvervet godt og grundigt. De er truet på deres eksistens, for med Norwegian Gannets tilladelse vil flere følge efter.
Det har fået den norsk laksemilliardær og fiskeopdrætter samt forretningsmand Ola Braanaas til tasterne, for også han er bekymret for de kystnære samfund i Norge, som egentlig kun har fiskeriet som hovederhverv at læne sig op ad. Skærer man først denne livline over, så affolkes kystsamfundene langsomt men sikkert.
Braanaas efterlyser en større sammenhængskraft i den Norske Regerings visioner for »Det blå Norge«. Braanaas erkender at Regeringens visioner, tydeligt viser hvor værdifuld Norskekysten er i det samlede billede af det erhvervsaktive Norge. En vision der taler om en bæredygtig økonomi og en fortsættelse af det vældfærds-Norge, som det kendes idag. Men – men, siger Braanaas videre, Visionen bør følges op af handling, hvor der arbejdes tværfagligt med områder som miljø og bæredygtighed samt bosætning og værdiskabelse som vigtige parametre i debatten. Skal der fortsat bo nordmænd i Udkants-Norge, skal de have noget at leve af.
Pointen er, siger Braanaas videre, at skal Norge videreudvikle sig som en førende blå hav-nation, så må der nødvendigvis bo folk langs hele kysten af Norge. For uden folk vil man ikke kunne klare at skabe nye værdier og arbejdspladser. Det er ikke gjort med et finansimperie i Oslo, der skal være nogen til at hente værdierne op af havet, fragte dem, forarbejde dem, pakke dem, og siden eksportere dem, videre til forbrugerne ude i verden. Et kystsamfund der har en puls og en virketrang, så der er noget at leve af. Det giver god mening, med et velfungerende og varieret liv for den enkelte i kystbyerne, med et fast arbejde og en indtægt, der kan bruges til at videreudvikle hele samfundet langs kysten med. Iøvrigt i tråd med den norske regerings visioner og strategiplaner.
Nordmændene står ved en korsvej
Hvad vej skal man vælge. For på den ene side er der god økonomi i med slagtebåden Norwegian Gannet, at klare dét som tidligere blev gjort på modtagestationerne langs kysten. Vel vidende, at dette sikkert betyder døden for de små lokale fisker-samfund langs den norske kyst.
Entreprenør-typer i branchen, har som nu, altid drevet branchen fremad, mod gode indtjeningesmuligheder og vækst-rater der næsten altid har været tilfredsstillende. Men denne ivrighed og virkelyst, skal måske lige tænkes igennem en ekstra gang, inden branchen kaster sig hovedkuls ud i investeringer af nye slagtebåde, som så i stigende antal, vil flytte fisk væk fra fiskemodtagestationerne langs kysten, og over til fisketerminaler, der som nu allerede er etableret i Hirtshals i Danmark.
Den norske fiskeopdrætter er heller ikke selv i tvivl om, at miljøaspektet ved slagtebåden Norwegian Gannet er positivt, hvor transporten i langt højere grad bør foregå pr. båd ad søvejen istedet for pr. lastvogn ad landevejen. Samtidig taler sandsynligheden for, at slagtebåden både er omkostningseffektiv og besparende.
Modsat er modtagestationerne langs norskekysten mange og med udsigten til færre fisk, vil konkurrencen øges og kampene vil kræve besparelser og nedskæringer, for at opretholde konkurrencedygtigheden, hvilket igen vil koste mange modtagestationer livet.
Kilde: Sysla.no og FiskerForum.dk
