De sidste instrukser bliver givet, før mandagens deltagere på kurset i stand up paddle-surfing for begyndere, skal på vandet ved Løkken Strand.
– Hvis der er fralandsvind, så er det nemt at blive trukket ud, uden at man lægger mærke til det, fordi man står op, siger instruktør Frederik Ingemann.
Det er North Shore Surf i Løkken, der står bag kurset, som er et af de mange tilbud, der lige nu er sat i søen for både lokale og turister. Outdoor Festivalen i Jammerbugten skal få flere til at få øjnene op for de aktivitetsmuligheder, der er i naturen. En interesse, de allerede mærker i Løkken.
– Det synes jeg bestemt. Folk er mere interesserede i at passe på naturen, men også i at bruge den. De vil gerne lave nogle aktiviteter – specielt på vandet, siger Frederik Ingemann.
Tilbud langs hele Jammerbugten
Det er ikke kun ved de kendte turistmagneter i Blokhus og Løkken, at der sker noget på strandene i forbindelse med Outdoor Festivalen.
Ved Saltum Strand har Jens Tetens og Christin Klinnert fra Hamborg stillet deres aktivitetstilbud frem. De driver firmaet Outdoor on Tour, som forsøger at udbrede kendskabet til naturens muligheder, og mener, at Outdoor Festivalen er et godt initiativ.
– Jeg synes, det er fedt. Folk er alt for meget indenfor på kontorer og de dyrker sport i fitnesscentre og ikke udenfor. Når folk ser, hvad man kan lave i Danmark – vi har så mange strande – og man kan bruge dem på alle tider af året. Det er sjovt også at få de unge til at være mere aktive, siger Christin Klinnert.
Sætter fokus på aktiviteter i naturen
I Løkken er de nye stand up paddle-surfere klar til at komme på vandet. Her er naturens elementer uundgåeligt en del af sporten. Det samme gælder, hvis du kører stranden tynd i vindsejleren.
– Det er en sport, hvor du skal koncentrere dig, men også skal forholde dig til elementer som vind og vand, og det er helt fantastisk med klitterne. Det er bare en fantastisk strand, som er egnet til formålet, siger Christin Klinnert.
Tiden vil vise, om mandagens kursus i Løkken udklækker nogle nye stand up paddle-surfere, men fra North Shore Surfs side er man glad for at bakke op om Outdoor Festivalen.
– Helt bestemt. Det skaber et godt fokus på aktiviteter i naturen, synes jeg, siger Frederik Ingemann.
Outdoor Festivalen er støttet af turistorganisationen VisitJammerbugten. Festivalen fortsætter til på søndag, og der er også mulighed for at prøve eksempelvis løb, cykling og yoga i naturen.
Foto: Christian Henriksen.
Kilde: TV2 Nord.