Selvom 35.000 kunder snart skifter til nye ejere, kommer de ikke til at mærke den store forandring. For kunderne fortsætter med at få deres TV og internet fra ”Waoo by Eniig” som hid til og bliver dermed ikke umiddelbart påvirket af skiftet.
Ønsket om at sælge 35.000 fiberkunder kommer fra Nord Energi, der har taget en strategisk beslutning om at fokusere på netdrift i eget forsyningsområde og dermed blive ren netejer. Baggrunden for salget er funderet i det lange og tætte samarbejde, som Nord Energi har haft med det tidligere Eniig, der nu er en del af Norlys.
– Denne aftale med Nord Energi er endnu et element i vores relation, som vi selvfølgelig fortsat vil udvikle. For Norlys har denne aftale stor betydning, fordi skala er vigtig for at man som serviceudbyder kan levere en effektiv og solid forretning. Derudover mener vi selvfølgelig, at vi har nogle gode produkter at tilbyde kunderne og at de dermed er i trygge hænder hos os, siger Sune Nabe Fredriksen, administrerende direktør i Norlys Digital.
For Nord Energi handler aftalen om at fokusere forretningen og derfor giver det god mening at overdrage kunderne til en god samarbejdspartner.
– Vi er glade for, at det har været muligt at indgå en aftale med Norlys som køber, da vi ser det som den bedste løsning både for Nord Energi Fibernet og for kunderne der dermed vil opleve mindst mulige ændringer. Kunderne er vant til at have Eniig som kontaktpunkt, og vi er overbevist om at de forsat vil være i trygge hænder. Derudover giver det os nu ro til at fokusere forretningen henimod, at være et rent netselskab med et åbent fibernet med flere valgmuligheder, til stor gavn for vores andelshavere og kunder, udtaler Christian Frost Lauritsen, som er direktør i Nord Energi Fibernet.
Den endelige overdragelse af kunder kan dog først ske, når salget er godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.