
Både Stavanger og Bergen er et besøg værd, hvis man rejser til Norge, men det var ikke for at fordybe os i førstnævntes historie tilbage til vikingetiden endsige sidstnævntes grundlæggelse i 1070 af Olav Kyrre, at FlaskePosten tog på cruise med Fjord Line.
Derimod håbede vi på flot vejr og god sigtbarhed, så vi kunne få et indtryk af, hvordan et cruise er op langs den næsten ufatteligt lange norske vestkyst. Ganske vist sejler Fjord Lines to luksusfærger med navn efter de to byer kun til Bergen via Stavanger. Strækningen især mellem de to byer er imidlertid vidunderlig.
Hele vejen sejles der i den norske skærgård, hvilket i sagens natur giver læ, hvis der skulle være vind, men dermed kommer man også helt tæt på en stærkt varieret kyststrækning med de skønneste udsigter til klippeskær, så langt øjet rækker mod vest og mod øst dybe fjorde samt på denne årstid endnu sneklædte fjelde.
Der sejles dog også på lange stræk imellem mindre bysamfund både med masser af liv og aktivitet, men tillige enkelte steder, hvor man ser forladte bygninger, som man næppe havde forestillet sig, at man ville møde i det rige olieland. Ligesom der sejles under flere broer, hvor man tænker, at nu ryger skorstenene.
I skrivende stund afsejler vi Norges næststørste by Bergen efter en fantastisk sejltur herop i det smukkeste vejr hele vejen fra Stavanger. Kaptajnen har netop meldt en god vejrudsigt ud over højtalerne, hvilket lover godt for resten af turen og endnu et overdådigt måltid til aften i Commander Buffet.