Dorte Dahlin og datteren Daphne, som tillige er kunstnerens assistent på projektet, inspicerede sidst på eftermiddagen fredag Nordstjernen, da den var kommet på plads og i fuldstændig vater det rette sted på Trappen.
Den tonstunge stjerne, som på nattehimlen ligger i stjernebilledet Lille Bjørn, peger også her med et hundrede procents nøjagtighed stik mod nord ud over Sydvestkajen på Hirtshals Havn mod Skagerrak. For at være helt sikre på den nøjagtige retning, har entreprenøren faktisk haft fat i et godt gammeldags kompas.
Dorte Dahlin var da også ovenud tilfreds med projektets foreløbige status, som hun netop var blevet ajourført med efter fredagens byggemøde med deltagelse ikke mindst af folk fra Hjørring Kommune og den lokale entreprenørvirksomhed HMU. Alle får de masser af ros for samarbejdet fra Dorte Dahlin.
Kunstneren bor fast på Hotel Hirtshals, indtil Trappen om tre uger skal stå fuldt færdig før Naturmødet 2019. Herfra følger hun på aller nærmeste hold arbejdet med projektet, der vil give langt bedre plads og udsigtsmuligheder ved Trappen.
Ligesom flere skulpturelle værker vil blive tilføjet, hvilket vi løfter sløret yderligere for undervejs i forløbet.
Link til tidligere artikel