
Allerede omkring kl. 9.30 kom der en privat besked med et foto hos FlaskePosten på Facebook. Beskeden var fra Karl Christian Lunden hos Slagter Winther.
– Kø ved boghandlen, lød den korte tekst ved fotoet, som ikke kom bag på modtageren, fordi boghandleren på forhånd havde fortalt om lignende kødannelse, når der i andre anledninger har været store udsalg hos den lokale Bog & Idé, som tilfældet blandt andet var det ved Henriette Münsters 25 års jubilæum den 1. juli 2014 i butikken hos Kurt Jakobsen.
Derfor drog FlaskePosten også fluks afsted for at forevige køen, som umiddelbart før kl. 10.00 var ganske imponerende. En time efter åbningen af det store brandudsalg stillede Nordsøgarden på Hirtshals Handel og Erhvervs foranledning op til den helt store optræden på Den Grønne Plads og rundt omkring på gader og stræder i Hirtshals.
Nordsøgarden rundede selvfølgelig derfor også i anledning af Kurt Jakobsens 30 års jubilæum med butikken, som strengt taget var den 1. april, men altså blev fejret denne lørdag i påsken, af ved at spille ikke bare foran i det smukke aprilvejr, men afslutningsvis også inde i Bog & Idé.
– Det har vi ganske vist aldrig prøvet før, men vi er da heller ikke blege for at prøve noget nyt af, fortalte Charlotte Vinther, som er medlem af bestyrelsen for Nordsøgarden
I butikken uddelte Bodil Lykke smagsprøver på hjemmelavet bjesk og lokalt påskebryg, mens forfatter Mads Nygaard fra kl. 13.30 signerede sin nye bog Prins Præcis.
FlaskePosten havde i forvejen været forbi uddeler Simon Rødkjær i SuperBrugsen, som kunne afsløre, at Kurt Jakobsen har en svaghed for rødvin fra Sydafrika.
Dermed var gaven fundet og blev selvfølgelig personligt overrakt med et stort tillykke til boghandler Kurt Jakobsen for med succes at have drevet butik i 30 år i Hirtshals.
.