Foderroerne på de nordjyske marker begynder at nærme sig det tidspunkt, hvor de er klar til at blive taget op.
Den tørre sommer var også hård ved roerne, men planten har takket være en speciel dvaleteknik faktisk klaret sig nogenlunde. Derfor kan der være potentiale i at dyrke flere roer på de nordjyske marker.
Det var budskabet fra landboorganisationen LandboNord, da de onsdag holdt roedag på landmand Christian Klit Larsens marker nord for Sindal.
– Køer kan ligefrem danse rundt i stalden, når de ser, at der er roer i fuldfoderblandingen, lød kvæg- og planteavlskonsulent Knud Jensens løfte til de landmænd, der deltog i arrangementet.
Nordjylland er den landsdel, hvor der bliver dyrket flest foderroer. I Danmark er der omkring 4500 hektar med foderroer, og cirka 80 procent af dem tilhører nordjyske landmænd. Christian Klit Larsen har 20 hektar med roer.
– Vi havde et rimelig stort antal hektar med majs, og vi er langt nord på, så majsen kan godt være lidt ustabil, og så er det for at sprede risikoen lidt og have en afgrøde, som er lidt mere stabil og har en lang vækstperiode, siger Christian Klit Larsen om grunden til, at han begyndte at dyrke roer.
Har en lang vækstsæson
Roerne vokser fra april til november. Sommerens tørke har sat sit præg på roerne på Christian Klit Larsens marker, men modsat mange andre afgrøder, som er blevet høstet, har roerne haft tid til at komme sig.
– De ser rigtig fine ud i forhold til årstiden og i forhold til den sommer, vi har haft. Tørken tog selvfølgelig hårdt på dem, men de har en god periode nu, hvor de vokser, efter at de har fået noget vand, siger kvæg- og planteavlskonsulent Knud Jensen fra LandboNord.
– De havde jo seks uger, hvor de stort set bare lå og sov, men de er så kommet igen nu, og skal bare stå så længe, som vejret tillader det, siger Christian Klit Larsen.
Roen skal tilbage på markerne
Roer var tidligere en mere udbredt afgrøde i det danske landbrug. I dag består størstedelen af køernes foder af majs, men Knud Jensen vil gerne slå et slag for, at flere landmænd prøver at tænke foderroer ind i deres produktion igen.
– Roen er jo en dejlig afgrøde, fordi den finder ud af, at når vi har det gode vejr, så sover den måske en lille smule til middag, men resten af året vokser den rigtig meget. Den kompenserer virkelig meget, siger Knud Jensen.
Det er femte sæson, at Christian Klit Larsen har roer på sine marker, og han regner med at så et cirka lige så stort areal til med roer næste år, som han har i år.
– Jeg tror egentlig, at vi har fundet et passende niveau rent fodringsmæssigt for, hvor stor en andel roer vi kan køre igennem køerne i forhold til græs og majs, så vi bliver på det niveau, vi er på nu, siger Christian Klit Larsen.
Kilde med indslag: TV2 Nord.