
Det unikke samarbejde mellem 12 skoler, 12 museer, TV2 Nords skoletjeneste og DR P4 Nordjylland er opstået omkring projektet ”Historiedetektiverne”, som er en konkurrence om at bringe de gode, utrolige og spændende historier ud til nordjyderne på en ny og anderledes måde.
Der vil med sikkerhed komme nye vinkler på den nordjyske lokalhistorie, når tolv udvalgte 8. og 9. klasser dette efterår får til opgave at dykke ned i de mange forskellige historier, de nordjyske museer rummer, og formidle dem med i form af små kortfilm. Og det er også hele tanken bag projektet ”Historiedetektiverne”, der er støttet af Nordjyllands kulturaftale, Kulturkanten. ”Vi er spændte på at se, hvordan de forskellige klasser og hold vil formidle de vidt forskellige fortællinger, vi præsenterer dem for på museerne”, siger Maria Clement Hagstrup, der er koordinator på projektet.
”Eleverne skal selv være historiedetektiver, så vores opgave på de forskellige museer er at introducere dem til forskellige aspekter af lokalhistorien, men det bliver elevernes opgave at researche og reflektere over det, de oplever og med hjælp fra TV2 Nords professionelle fagfolk fremstille små kortfilm”, uddyber hun. Ved at arbejde som historiedetektiver trænes eleverne således i at forstå, analysere og formidle viden omkring den fælles historie.
Fra de nordjyske skolers side har der været særdeles stor interesse for at deltage i projektet, men kun tolv heldige klasser er valgt ud. Marianne Sandberg fra TV2 Nord er ikke overrasket over, at interessen har været stor, idet kombinationen af moderne medieundervisning og autentisk historieformidling i nye omgivelser bliver vedkommende på en helt anden måde end i det traditionelle klasserum. Og alle kneb gælder, når det handler om at få fremstillet den bedste, mest overbevisende og spændende historieformidling, så eleverne må naturligvis bruge udklædning, rekvisitter og grafiske virkemidler i deres jagt på en af de flotte præmier, der venter vinderholdet. Det er bl.a. en middag for hele klassen på en af restaurantkæden Bones’ mange restauranter, et VIP besøg i Nordisk Films biograf i Shoppen, Aalborg, og ligeledes en tur i trætoppene i klatreparken i Aalborg.
Inden førstepræmien er i hus skal de mere end 55 kortfilm forbi et dommerpanel, som har til opgave at udvælge de tre bedste film. Film der efterfølgende vil blive lagt ud til afstemning på TV2 Nords Facebook-side. Forfatteren Maria Helleberg, der er kendt for sine mange historiske romaner, vil sammen med tv-vært og journalist Bo Storm Madsen og leder af Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling Peter Yding Brunbech udgøre det ”nådesløse” dommerpanel, der med deres meget forskellige baggrunde vil vurdere elevernes produktioner.
For Maria Helleberg var der ingen tvivl i hjertet, da hun blev spurgt, om hun ville deltage i projektet. ”Jeg er så spændt og med på at opleve. Vi har alle små filmkameraer, hvis vi ejer en smartphone eller tablet, og historien er derude, et sted bag os, et sted indeni os, så hvorfor ikke søge at indfange den og genfortælle med de midler, vi har? Og måske endnu mere interessant: Genfortalt af de yngre mennesker, som ikke er blevet stive i tanken endnu”.
Jagten på den bedste nordjyske kulturarvsformidling går ind efter sommerferien, hvor de forskellige skoler hen over sensommeren og efteråret hver skal besøge et af de tolv statsanerkendte museer for at opleve den nære og lokale historie.
Fra Hjørring kommune deltager hele tre skoler ud af de tolv: Skolecenter Hirtshals i samarbejde med Nordjyllands Kystmuseum (Bangsbo), Friskolen Skallerup i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum og Bagterpskolen i samarbejde med Vendsyssel Kunstmuseum.
Kåringen af Nordjyllands dygtigste historiedetektiver finder sted den 17. december.