Aktionærmødet i Hjørring afholdes tirsdag den 17. marts i Femhøje Idrætscenter, og der er allerede åbnet for tilmelding til aktionærmødet.
– Vi glæder os, sidste år deltog mere end 400 aktionærer på mødet i Femhøje Idrætscenter. Jeg håber, at rigtig mange af bankens aktionærer i vores del af Vendsyssel igen i år vil tilmelde sig vores lokale aktionærmøde, siger Claus Bak, som er afdelingsdirektør i Hjørring.
Bankens ledelse vil på aktionærmødet fremlægge årsregnskabet og fortælle om de mange aktiviteter i det nordjyske. Der vil desuden blive kåret én af de tre vindere af Nordjyske Banks foreningspris. Prisen uddeles til tre nordjyske foreninger, som i 2019 har gjort en særlig indsats i sit lokalområde. På sidste års aktionærmøde i Hjørring var det Foreningen for Børglum og Omegn som modtog prisen på 33.333 kroner.
– Det bliver spændende at se, hvem dommerkomiteen peger på i år. Der er mange gode kandidater til foreningsprisen i vores område. Når den formelle del af mødet er afsluttet, vil banken ligesom sidste år sørge for aftensmaden. Jeg håber, at vi kan gentage sidste års succes og få en rigtig hyggelig aften, slutter Claus Bak.