Afdelingsdirektør Jens Buje og hans ansatte har sidste åbningsdag i Nordjyske Bank fredag den 19. juni 2020 på Jørgen Fibigersgade i Hirtshals.
– Medarbejderne samles i en større afdeling, hvor man kan opnå en større fleksibilitet og rådgiverne kan få endnu bedre muligheder for at bruge hinandens kompetencer på tværs. Sammenlægningen skal sikre, at banken også i fremtiden kan opfylde kravene til god bankrådgivning, uanset at kravene løbende skærpes, fortæller Jens Buje.
– Størstedelen af bankens kunder bruger afdelingen på en helt anden måde, end de gjorde for få år siden. De daglige forretninger klares med bankens selvbetjeningsløsninger, hvor der altid vil være hjælp at hente i bankens kundeservice eller bankens hotline, forklarer afdelingsdirektøren.
– Vores vigtigste opgave er at rådgive kunderne om pension, forsikring, investering og bolig. Her mærker vi et stigende rådgivningsbehov hos kunderne, som kræver, at rådgiverne altid er opdaterede på den nyeste viden og lovgivning. Vi samler derfor rådgiverne i Hjørring i én større afdeling, så de kan bruge hinandens erfaringer og faglighed.
Der vil i forbindelse med sammenlægningen være en del praktiske ting, som skal på plads, idet ejendommen blandt andet vil blive sat til salg. Det er imidlertid allerede besluttet, at banken naturligvis beholder pengeautomaten i Hirtshals.
Det er også vigtigt for afdelingsdirektøren at understrege, at selvom han og de ansatte snart flytter til Østergade i Hjørring, så ønsker de fortsat at være lokale i hele området omkring Hirtshals.
-Vi vil engagere os og deltage i aktiviteter i havnebyen præcist, som vi plejer, slutter Jens Buje.
Link til tidligere artikel
Nordjyske Bank opdaterer strategien og gennemfører organisatoriske ændringer
Et kort råd til kunderne: SKIFT BANK NU til et af de andre lokale pengeinstitutter i Sindal eller Hirtshals som ønsker at blive hos os. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan bevare vores lokale tilknytning. Jeg er sikker på at der sidder kunderådgivere i de andre lokale pengeinstitutter i Sindal og Hirtshals som kan tilbyde jer den rådgivning i fortjener.
Nordjyske Bank er åbenbart ikke interesseret i det lokale islæt længere. Vi har kun lokale pengeinstitutter i Sindal og Hirtshals, hvis vi bruger dem. Nordjyske Bank er blevet for store til os efter de er begyndt at lege med Investeringsbanken i Ringkøbing, som hovedsagelig satser på de rige kunder i bl.a. Nordsjælland.