Nordjyske Banks store præmie fordeles mellem tre nordjyske foreninger, der gør en ekstraordinær indsats for at styrke fællesskabet i deres lokalsamfund. De tre vindere offentliggøres ved Nordjyske Banks kommende aktionærmøder i marts måned. Møderne afholdes i Aalborg, Hjørring og Frederikshavn.
– Nordjyske Bank ønsker at sætte fokus på det stærke sammenhold i de nordjyske lokalforeninger. Formålet med foreningsprisen er at synliggøre de gode historier ude i foreningerne i Nordjylland samt at inspirere andre ildsjæle til at styrke sammenholdet i deres forening, forklarer bankdirektør i Nordjyske Bank Claus Andersen.
Nordjyderne kan allerede nu indstille foreninger til prisen på hjemmesiden www.foreningspris.dk, hvor de i perioden frem til fredag den 21. februar 2020 også kan stemme på deres favoritforening. Og det er ligegyldigt, om foreningen har sit formål indenfor kultur, idræt eller beskæftiger sig med velgørenhed, så længe foreningen i det forløbne år har udvist initiativ eller skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller i lokalområdet:
– Som lokalbank har vi en lang tradition for at understøtte det lokale forenings- og kulturliv. Nordjyske Bank støtter årligt mere end 700 foreninger. Vi ønsker derfor at sætte fokus på det gode, værdifulde og ofte frivillige foreningsarbejde, der foregår rundt omkring i det nordjyske. Foreningerne har stor værdi i mange nordjyders hverdag, og det vil vi gerne bakke op om, uddyber Claus Andersen.
Vinderne af Nordjyske Banks foreningspris i 2019 var Øster Hornum IF Gymnastik, Foreningen Børglum og Omegn samt Nellemanns Haves Venner i Sæby. De tre foreninger modtog derfor hver et beløb på 33.333 kroner.
Priserne uddeles på bankens aktionærmøder
Vinderne af Nordjyske Banks foreningspris bliver offentliggjort på bankens aktionærmøder i henholdsvis Aalborg den 12. marts, Hjørring den 17. marts og Frederikshavn den 18. marts.
– Vi har sammensat en helt uafhængig dommerkomité. Banken er sponsor for prisen, men det er dommerkomiteen der beslutter, hvilke foreninger der har gjort sig fortjent til prisen, afslutter Claus Andersen.
Dommerkomitéen består af Per Hornum Malmberg, direktør for Arena Nord i Frederikshavn, Karen-Marie Hovmøller, advokat og partner hos Hovmøller & Thorup samt formand for bestyrelsen i Gestus Nord, Birgit Christensen, formand for fodboldklubben Fortuna Hjørring, Klaus Nielsen, frivillig og ildsjæl fra Dybvad, Lars Sennels, teaterdirektør på Vendsyssel Teater i Hjørring og Lasse Rich Henningsen, administrerende direktør i Musikkens Hus i Aalborg.