Lille juleaften betyder for mange fri fra arbejde, men ikke for Kim Nielsen og Torben Jensen, der har forrygende travlt i virksomheden på Esbern Snaresvej i Hirtshals.
Kompagnonerne etablerede sig sammen i marts 2016 med Nordjysk Stål Service ApS. Fra basen laver de transportbånd, rullebaner, borde og rørarbejde med videre ikke kun til den lokale fiskeindustri, men også til skibe, slagterier, mejerier og fødevareindustrien generelt. Nogen hemmelighed er det imidlertid ikke, at de især servicerer virksomhederne på Hirtshals Havn.
Det sidste forhold er da også grunden til, at netavisens udsendte denne mørke og halvkolde morgen lille juleaften er taget på besøg hos Nordjysk Stål Service ApS. Kim Nielsen tager smilende imod og foreslår, at vi besøger Seawell Hirtshals A/S på Søren Nordbysvej, mens Torben Jensen efter at have hilst slår visiret ned og fortsætter arbejdet i værkstedet på Esbern Snaresvej.
Ved indgangen til Seawell ifører vi os de obligatoriske hårnet, da der på trods af den forestående højtid også her arbejdes, men dog endnu ikke ved den helt nye produktionslinje, som altså er blevet lavet og leveret af Kim Nielsen og Torben Jensen. Ved det nye maskineri er der ikke overraskende klinisk rent som på en operationsstue før brug, idet kontrollen med hygiejnen forståeligt nok er intens.
– Det med kravene til hygiejnen gælder såmænd ikke bare produktionsvirksomheden her i fødevareindustrien, men også os som leverandør af maskiner og service, idet vi i samarbejde med myndighederne skal præstere masser af dokumentation hele vejen igennem processen, hvilket er ressourcekrævende, men heldigvis aldrig har voldt os problemer endsige uoverkommelige udfordringer, fastslår Kim Nielsen.
Foran den lange produktionslinje præsenterer og forklarer han indgående hele processen fra laksens ankomst og vej igennem maskineriet, hvor den renses og filetteres, mens fiskeaffaldet sorteres fra, hvorefter den stort set er klar til at blive pakket. Det er dermed kun i hver ende af produktionslinjen, at der foregår manuelt arbejde. Til sidst kontrolleres filetterne nemlig for små ben, der kunne være smuttet med igennem, hvorefter de med nænsom håndkraft pilles af laksen.
Det er med andre ord en utrolig effektiv, men samtidig så skånsom proces som overhovedet muligt, hvilket er tvingende nødvendigt af hensyn til fiskens høje kvalitet.
Det er da også imponerende, hvor gennemtænkt en sådan produktionslinje er ikke bare for at effektivisere arbejdsgangen, men netop også af hensyn til de nævnte forhold.
– Samarbejdet med Seawell og de andre virksomheder på Hirtshals Havn har været utrolig godt og tæt, hvilket selvfølgelig er muligt ikke mindst også på grund af nærheden, siger Kim Nielsen.
– Vi er også blevet taget rigtig godt imod af de lokale virksomheder, hvilket heldigvis har betydet, at vi har haft masser at lave alene her på Hirtshals Havn, slutter Kim Nielsen.
Udenfor ønsker vi hinanden glædelig jul og godt nytår, idet de to kompagnoner også lidt senere denne mandag trods alt vil holde fri i hvert fald juleaften.
Link til tidligere artikler
Nordjysk Stål Service i Hirtshals får stor ordre fra Fiskernes Fiskesortering