Nordjyder overvurderer risikoen for kriminalitet

Nordjyderne tror angiveligt, at antallet af røverier og indbrud er stigende, men fakta er, at begge dele er faldet markant i de seneste 15 år.

485

To gange i fjor blev Sparekassen Vendsyssel udsat for røveri. Den ene gang truede gerningsmanden med noget der lignede en pistol, den anden gang med en kniv.

– Vores personale har tacklet det rigtig godt, men man kan ikke sige sig fri for at være ramt af det, siger Mads Nielsen, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Vendsyssel i Sindal.

Episoderne som dem i Sindal er hårdt for dem det går ud over, og de skaber nervøsitet i hele byen. Spørger man rundt i Sindal, så er indbyggerne da heller ikke i tvivl om hvordan udviklingen i røverier har været i Nordjylland i de seneste fem år.

– Der er flere røverier nu. De er der slet ikke nogen tvivl om. Det læser man da dagligt om i avisen, siger Ketty Holm, da vi stopper hende på gaden i Sindal.

De fem andre tilfældige borgerne vi stopper i Sindal er af samme overbevisning. De mener at antallet af røverier er steget. Men de tager fejl. Tal fra Danmarks Statistik viser at antallet af røverier i Nordjylland er halveret de seneste fem år fra 201 anmeldte røverier i 2011 til 93 anmeldte røverier i  2016. Tallene viser også at antallet af anmeldte indbrud i beboelse i vores landsdel er faldet markant i samme periode fra godt 3500 i 2011 til 2500 i 2016.

– Hold da fast. Der kan man bare se hvor meget jeg følger med. Det kommer godt nok bag på mig, siger Ketty, da vi remser tallene fra Danmarks Statistik op for hende.

En undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor viser at vi danskere generelt overvurderer udviklingen i kriminalitet, og at det i særdeleshed er kvinder, der tror at der er mere kriminalitet i samfundet end der faktisk er. I følge lektor i kriminologi ved Aalborg Universitet Kim Møller, skyldes det at kriminalitet fylder meget i medierne.

– Jeg tror det kan skyldes at der er mange meget spektakulære sager i medierne. De er med til at skabe et indtryk der egentligt strider mod virkeligheden målt på antallet af gerninger, siger Kim Møller

Alligevel mener Kim Møller ikke at medierne fokuserer for meget på kriminalitet, men han savner at medierne nuancerer dækningen af såkaldt 112-stof.

– Man skal ikke kun rapportere om de meget spektakulære sager, man skal også fortælle om den mere overordnede udvikling i kriminalitet, hvor vi har set et stødt fald de sidste 10-15 år, siger Kim Møller.

Sikkerheden i bankerne er i de senere år blevet skærpet med pengeløse filialer og tidslåse på kasseapparater. I Sindal har Sparekassen Vendsyssel indført en sluse hvor medarbejderne skal lukke kunderne ind, og der er sat ekstra overvågningskameraer op.

– Det er rigtig glædeligt at antallet af røverier falder. Nu tvivler jeg også på at de kommer ind her igen, men man kan aldrig sige aldrig, siger afdelingsdirektør i Sparekassen Vendsyssel i Sindal, Mads Nielsen.

ANMELDTE INDBRUD I BEBOELSE I NORDJYLLAND FRA 2011-2016

2016: 2530
2015: 3050
2014: 2586
2013: 3310
2012: 3300
2011: 3544

ANMELDTE RØVERIER I NORDJYLLAND FRA 2011-2016

2016: 93
2015: 104
2014: 88
2013: 114
2012: 134
2011: 201

Kilde: TV2 Nord og Danmarks Statistik.

Foto: Arkiv.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments