Påskedag er den tomme grav. Den er den fraværende Jesus. For Jesus er hverken i graven eller i teksten. Alle steder leder de efter ham, og alle steder henviser de til ham. Men han er væk. Han er fraværende. På påskedag. På måske årets største kirkedag.
I dag leder de så videre. Maria Magdalene kommer ud til graven og henter disciplene Peter og ham, som Jesus elskede. Også de leder. De leder helt ind i graven og ind blandt de tomme ligklæder. Han er væk. Han er fraværende. Han er der ikke.
Denne minimalisme er måske påskedags storhed. Påskedag er nemlig ikke rabalder og buldrende trommer. Påskedag er en tom grav og søgende mennesker.
Og den opstandnes første ord er heller ikke storladne eller voldsomme. De er ifølge Johannes nærværende, indfølende og trøstende. For ordene lyder: ”kvinde, hvorfor græder du?”
Tænk sig, at det er de første ord. Ord, som søger mennesker. Ord, som ikke peger på den opstandne selv. Ord, som spørger til den grædende kvinde?
Nu har han været forsvundet ud af grav og ud af fortællingen, og så peger hans første ord ikke på ham, men på hende. Ordene drejer sig om den grædende kvinde og ikke om den opstandne mester.
Men Maria ser først ikke Jesus. Hun ser ikke, det er ham. Først da han kalder hende ved navn, ser hun, at det er ham, hun leder efter.
Han kalder hende ved navn. Han spørger efter hendes liv og han kalder hende ved navn. Det er ordene fra den opstandne.
Det er i sandhed stort.
For nu finder Maria ham, hun ikke kunne finde. Eller rettere sagt: nu finder han hende og træder åbenlyst frem med en ro, der helt modsiger hvad vi ellers tænker om påskemorgen.
Måske skulle vi genfinde den ro i påskemorgen? For påskemorgen kalder ofte på det voldsomme og store i kirken. Men evangelierne fortæller en anden beretningen. En beretning, der er stille og sagte, og som bevæges af stille følelser og sagte ord. Og hvor Jesus spørger til os og ikke til sig selv.
Måske er det denne påske, vi skulle finde ind til i disse dage, hvor landet nærmest er i undtagelsestilstand, og alt ikke er som det plejer at være. Der er stilstand. Der er stilhed. Der er en rolighed over landet på trods af sygdom og nød. En rolighed, som der også var over graven, der stod tom og åben.
For vi skal passe på med ikke at drives rundt af vores ønske om storhed og rabalder, når påskemorgen vel egentlig er alt andet. Og vi skal lytte til Jesus, der spørger til medmennesket. Hvorfor græder du?
Det er nok et spørgsmål, der godt kunne stilles også i dag. Der er sikkert flere steder grund til sorg med godt ret af den ene eller anden grund. Nogle er afskåret fra deres kære, andre er syge og andre igen ængstelige for fremtiden. Samtidig er de svageste i vores samfund næsten valgt til at bære de tungeste byrde: mennesker, der har svært ved ensomheden, de angste, de syge. Alle skal være alene med deres byrde, for ikke at blande sig med andre og give anledning til smitte. Javist alle er isolerede, men dem, der i forvejen har det svært, har det utvivlsomt værre. Paulus skriver et sted, at gennem dem skulle Gud vise sin storhed.
Og hvilken storhed er det, der vises? Det er Guds kærlighed. Den kærlighed, der udfoldes i afsavnet og i afsondretheden. At man på trods af smerte, sætter kærlighedens hegn.
Hvorfor græder du?
Det ordene som vi også skal rette til hinanden. Vi skal spørge til hinanden. Og Jesus peger ikke på sig selv. Han taler til den anden og kalder den anden ved navn. Hvad med at efterligne Jesus dér?
Kalde dig ved navn. Det er sådan set en kerne i vores kristne tro. Vi skal kaldes ved navn. Vi er ikke en navnløs masse, men vi er hver især Guds barn. Det er det Maria erfarer ude ved graven.
Så de søger efter Jesus. De søger efter Jesus ved graven og kan intet finde. Han er der ikke. Men han dukker op i trøsten og nærværet. Der finder han sted for Maria og der finder han sted for os.
Til sidste en lille beretning: for mange år siden var vi hele familien taget i Astrid Lindgrens verden i Sverige. Det var en god tur. Vores nummer to var dengang tre år og i høj grad en pige, der gik sine egne veje, og selv ville bestemme hvor skabet skulle stå.
Pludselig forlod hun os frejdigt og gik væk fra os på en anden sti. Det gjorde hun tit, og vi måtte ofte kalde hende tilbage, for at hun ikke skulle blive væk. Men nu lod vi hende gå, eller rettere: vi fulgte hende på afstand. Jeg gik i den store menneskemængde en 5 -10 meter bag hende og fulgte hende nøje. Hun vidste det bare ikke. Frejdigt fulgte hun sin egen færd. Jeg kunne se på hende arme og ryg, at hun var i forrygende humør. Der var ingen bekymringer.
Men så kunne jeg pludselig se, at hun opdagede, at hun var ene. Hende skuldrer hævede sig og hun kiggede ængsteligt rundt. Hun så mig ikke, men jeg skyndte mig naturligvis frem til hende. Da jeg var nogle meter bag hende, sagde jeg hendes navn. Nu så mig ikke, men hun hørte sit navn. Det var alt nok. Skuldrene faldt ned og nu vendte sig i glæde.
Sådan er det at blive kaldt ved navn. Og sådan må Maria have haft det i haven. At blive kaldt ved navn. Det er storheden. Og håbet er at vi på den sidste dag, hvor alt er mørkt, må blive kaldt ved navn. Det er hvad påskemorgen i al stilfærdighed peger frem mod; at blive kaldt ved navn.
Amen.
