Noget om grindefangst og glædelig Ólavsøka

Med den mange færinger, der bor i Hirtshals og omegn, finder webavisen det på sin plads at citere fra den aktuelle debat om grindefangst og ønske glædelig Ólavsøka.

26

Egentlig var det ikke vores hensigt her på webavisen at beskæftige os hverken med den aktuelle ståhej om grindefangt på Færøerne eller den igangværende fejring af Ólavsøka.

Eftersom nærværende skribent imidlertid i anledning af den store ståhej om en aktuel grindefangst skrev en meget personlig kommentar på min væg, der i løbet af kort tid afstedkom en større debat og i skrivende stund har fået 233 likes, sammenholdt med det faktum, at der bor rigtig mange færinger i Hirtshals og omegn, synes vi på webavisen alligevel, at indlægget og debatten fortjener omtale på FlaskePosten.

Indledningsvis vil jeg derfor her citere, hvad jeg tirsdag morgen skrev på min egen væg på Facebook: “Giv mig fluks en stor færøsk grindebøf at nyde og lad så de farisæiske fanatikeres arme blive for korte til, at de på andre menneskers bekostning og med usaglige påstande kan række op over hovederne for at pudse deres egne glorier. Giv mig saltet grindespæk til tørret færøsk fisk, som bringer mig tættere på naturen og en autentisk kultur end frelste fordomme og forlorne utopier. Færøsk grindefangst er grøn og bæredygtig selvforsyning fra den natur, som ikke kan reduceres til kronisk uskyld. Kald mig blot færing og rigtig god Ólavsøka!”

Grindefangst_Ólavsøka_FlaskePosten_1

Lagtingets smukke bygninger ved dagslys i Thorshavn.

Dette personlige indspark, der ikke skal ses som udtryk for webavisens redaktionelle linje, da vi journalistisk bestræber os på at være tilstræbt neutrale, afstedkom hurtigt en heftig debat indledt med nogle enige kommentarer, hvorefter blandt andre Michael Bremerskov Jensen skrev: “Grindefangst på Færøerne skulle forbydes. Deres fangstmetoder er fra forrige århundrede.”

Færingen Jan Vestergaard svarede på denne kritik med følgende indlæg: “Det er de langtfra. Du har ikke undersøgt fakta. De bliver idag dræbt på 1-3 sekunder, med et specielt instrument der skærer rygmarven og rete mirabile over. Dermed får hjernen ingen ilt og hvalen dør på ingen tid. I gamle dage blev der brugt spyd/harpooner og forfærdeligt. Men det samme gælder vel aflivning af dyr her i landet?. Det er blevet bedre med tiden.”

Det blev med andre ord hurtigt til en lang og især for kritikernes vedkomende meget følelsesladet debat, men det er igen udtryk for min personlige holdning, der tydeligt også fremgår af det indledende citat.

Til gengæld kan jeg helt uden politiske undertoner og nu på webavisens vegne ønske alle færinger en fortsat god Ólavsøka. Festen startede i går, men kender vi vores færøske venner ret, fortsætter den nogen tid endnu.

Hvad debatten om grindefangst angår, kan man læse med og deltage her eller i komentarfeltet under artiklen på webavisen: Niels Skipper på Facebook 

Læs mere her om Ólavsøka: Wikipedia

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments