Nørby og Lauritzen (V): Sundhedsreform sætter de nordjyske patienter først

Vi vil et mere nært sundhedsvæsen, fastslår i dette debatindlæg sundhedsminister Ellen Trane Nørby og skatteminister Karsten Lauritzen.

207
Sygehuset i Hjørring hører under Regionshospital Nordjylland. Foto: Mick Knive Andersson.

Af Karsten Lauritzen
Skatteminister

Ellen Trane Nørby
Sundhedsminister

Nærhed, sammenhæng, kvalitet og styrkede patientrettigheder. Det er nøgleordene for fremtidens sundhedsvæsen og den sundhedsreform regeringen har fremlagt og som vil styrke  behandlingen og trygheden i hele landet også i Nordjylland. Og nærheden er vigtig, for der er i dag for mange sundhedstilbud, der er flyttet for langt væk fra hvor vi bor.

Det skal vi ændre på og flere sundhedstilbud skal rykkes ud i moderne sundhedshuse og almen praksis tæt på hvor vi bor. Med reformen sætter vi den målsætning, at 500.000 ambulante besøg, der i dag kræver den lange køretur til specialsygehuset, i stedet rykker tæt på hvor vi bor. Vi skal også skabe en bedre kvalitet og sammenhæng i vores sundhedstilbud, og forebygge 40.000 unødige og forebyggelige indlæggelser.

Venstreledede regeringer har siden 2001 stået for forbedringer af det danske sundhedsvæsen. Vi har indført patientrettighederne, kræftpakkerne og styrket sundhedsvæsenet økonomisk. Og ser vi på antallet af dygtigere medarbejdere i sundhedsvæsenet, så har vi siden 2001 ansat mere end en læge og en sygeplejerske ekstra om dagen – med undtagelse af søndagen. Det betyder, at der er flere ansatte end tidligere til at tage sig af patienterne.

Det er investeringer i vores sundhedsvæsen, der betyder, at overlevelsen af fx. en kræft- eller hjertesygdom er forbedret markant. Vi har fået nedbragt ventetiden på en planlagt operation fra mere end 90 dage ved årtusindeskiftet til under det halve i dag med 42 dage. I disse år investerer vi også mere end 49 milliarder kroner i nye supersygehuse. Det er flotte resultater, som vi kan være stolte af.

Der er dog stadig udfordringer. Og derfor skal vi med sundhedsreformen forbedre vores sundhedsvæsen yderligere ved at skabe mere nærhed, udvide patientrettighederne og styrke sammenhængen i behandlingen ved at oprette 21 sundhedsfællesskaber med samarbejde mellem sygehus, psykiatri, almen praksis og kommunerne. I dag oplever alt for mange patienter at blive tabt i bermudatrekanten imellem sygehus, egen læge og kommunens sundhedstilbud fordi systemerne ikke taler godt nok sammen. Det går ikke mindst ud over vores ressourcesvage borgere og det skaber social ulighed i sundhed. Der er også for store geografiske forskelle på en række områder, og i kommunerne er kvaliteten svingende – det skal vi ændre på med en kvalitetsplan for det nære, hvor vi stiller bindende krav til kvaliteten i kommunernes sundhedstilbud. I regionerne overholdes patientrettighederne dag meget forskelligt. Det er ikke okay, at det dermed bliver dit postnummer, der afgør hvilken behandling du bliver tilbudt – der skal være lighed i sundhed!

I årene fremover står vi over for nye sundhedsudfordringer – noget,  der kalder på nye svar. Syv ud af ti lægepraksisser kan ikke tage flere patienter, det er også et voksende problem i Vendsyssel. Frem mod år 2025 kommer der 250.000 flere ældre og antallet af danskere med en kronisk sygdom boomer. Det skal vi tage hånd om, så patienterne også fremover kan sikres behandling af høj kvalitet, og den privatpraktiserende familielæge fortsat kan bestå.

Det som ikke er svært, skal være nært

Vi vil et mere nært sundhedsvæsen, hvor diabetikeren eller KOL patienten behandles tættere på eget hjem, hvor jordemoderbesøg klares i sundhedshuset eller hos egen læge, eller det at få taget en simpel blodprøve ikke kræver en lang køretur til specialsygehuset. Det kræver nye investeringer i vores sundhedsvæsen. Vi etablerer derfor en nærhedsfond på 6 milliarder kroner, der skal sikre moderne læge- og sundhedshuse i hele Danmark og Nordjylland, midler til at løfte den lokale sundhedsindsats og investeringer i 10-15 ambulancer og lægebiler der skal styrke vores akutberedskab og skabe tryghed i hele Danmark, og borgere i Hjørring kommune kan få et bedre sundhedsvæsen end det vi har i dag.

Vi skal også have flere hænder og større arbejdsglæde og derfor tager vi 25 konkrete initiativer her og nu for at forbedre forholdene for vores medarbejdere.  Vi skal uddanne 2000 ekstra sygeplejesker over de kommende år, så vi kan ansætte dem i vores sundhedsvæsen og vi skal gøre op med lægedækningsudfordringene ved at oprette 160 flere pladser på specialuddannelsen i almen medicin, og 320 introduktionsstillinger i lægepraksisser – særligt i de områder hvor lægedækningsudfordringerne er størst bla Nordjylland. Dette kommer udover den opnormering på 50 ekstra lægestudiepladser, vi som regering gennemførte i 2017.

Derudover styrker vi de patientrettigheder, som har været med til at sikre et sundhedsvæsen med patienten i centrum, så patienten tages bedre i hånden og hjælpes videre, når eksempelvis udrednings- og behandlingsgarantier ikke overholdes. Det er hovedelementerne i regeringens bud på et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor vi sætter patienten – herunder de nordjyske – først og styrker kvaliteten i det danske sundhedsvæsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments