Bøjen er frihavn for sårbare mennesker

Bøjer bærer oppe og gør det muligt for fiskerne at finde deres net på havet, men derfor er Bøjen også det helt rigtige navn for værestedet i Hirtshals.

60

Bøjer bærer som bekendt fiskenet oppe i vandet og er samtidig pejlemærker, der gør det muligt for fiskerne at finde deres redskaber på det store hav. Derfor er Bøjen også et velvalgt navn til et værested for psykisk nødstedte mennesker i Hirtshals.

Ideen med Bøjen er kort fortalt at lave et fristed, hvor man i trygge rammer kan møde ligesindede. Man kan komme for at få en snak både med brugere og personale, læse dagens avis, deltage i fællesspisning eller i andre aktiviteter. Man kan også komme blot for at være sammen med andre.

– Vi er et værested i socialpsykiatrien, som støtter mennesker i at få skabt et netværk, hjælper med, hvad der ellers kan være svært, og vi skriver ikke rapport, og vi har tavshedspligt. Vi har erfaret, at der er mange, som ikke ved, at Bøjen eksisterer, og hvad Bøjen er for et sted, fortæller medarbejder Susanne Mikkelsen.

– Derfor holder vi den første lørdag i september åbent hus og marked, hvor der er mulighed for at have en bod, hjælpe med at lave noget til caféen, nogen som vil sælge hjemmebagt kage, kaffe og sodavand samt grille pølser, fortsætter Susanne Mikkelsen.

Bøjen har indrettet træværksted og et motionsrum i kælderen. Huset tilbyder også forskellige aktivitetsmuligheder. Der arrangeres fællesspisning og spil samt ture på museum og i biografen.

Markedet er lørdag den 5. september fra kl. 11.00 til 15.00, men ellers er der også åbent tirsdage, torsdage og fredage fra kl 9.00 til 15.00 hos Bøjen på Skagerakvej 3 i Hirtshals.

Læs mere her: Bøjen

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments