
Det var en hemmelighedsfuld Nete Dalsgaard, der i sin egenskab af formand havde inviteret personale og resten af bestyrelsen samt den lokale netavis som samarbejdspartner til mandagens afsløring af den nye uddeler hos SuperBrugsen i Hirtshals.
Efter afsløringen og nogle indledende ord var det en glad, men også ydmyg Nicolai Kofod, der takkede for blomster og den flotte modtagelse hos SuperBrugsen i Hirtshals. Nicolai Kofod kom nemlig til butikken som souschef allerede den 1. maj, hvor han bogstavelig talt byttede stilling med Kristian Simonsen, der derfor nu er i Skagen.
Den nye uddeler har en længere karriere hos Coop, hvoraf han i de seneste knap seks år altså har været i Skagen, hvor SuperBrugsen omsætningsmæssigt er lidt større end i Hirtshals. Til gengæld har de to byer havnen og turismen til fælles, hvilket har givet den nye mand i spidsen en masse erfaringer at bidrage med i lige præcis Hirtshals.
Ikke desto mindre gav Nicolai Kofod altså tillige udtryk for, at han udmærket var klar over, hvor store og positive fodspor, der var blevet efterladt både i butikken og byen af Simon Rødkjær, der nu er rykket hjem til barndomsbyen og er blevet uddeler i Sindal.
FlaskePosten ønsker et kæmpe tillykke ikke bare til Nicolai Kofod, men også til byens borgere og gæster, som tydeligvis har fået en uddeler, der både kan holde kursen og garanteret også justere den, når det er nødvendigt for SuperBrugsen.






















































