Efter en snes år som offentligt ansat tog Niels Chr. Jensen springet og blev selvstændig virksomhedskonsulent, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
”Min far var selvstændig, så jeg er vokset op i en ”selvstændighedskultur” og har altid haft drømmen om at være min egen herre. For fire år siden indså jeg, at skulle det nogensinde være, så skulle det være nu,” fortæller Niels Chr. Jensen.
Med udgangspunkt i sin moderne villa i det åbne land mellem Tornby og Hirtshals driver han nu virksomheden ncjensen.com, der tilbyder ledelses- og organisationsudvikling.
Niels Chr. Jensens baggrund er en læreruddannelse suppleret med en diplomuddannelse i psykologi, en master-grad i ledelses- og organisations-psykologi.
Så papirerne er i orden. Men hvordan får man gang i forretningen?
”Jeg arbejdede fra starten meget med at skabe et så bredt netværk som muligt. Blandt andet ved at melde mig ind i Erhverv Hjørring og deltage i erhvervsforeningens mange netværksskabende aktiviteter”, fortæller Niels Chr. Jensen.
”Derefter gælder det så om at løse opgaverne bedst muligt. Tilfredse kunder er alfa og omega i en virksomhed som min.”
Niels Chr. Jensen tilbyder en bred vifte af konsulentydelser. Det kan være 1-til-1 sparring med en leder. Det kan være udvikling af en gruppe eller afdeling i en virksomhed. Det kan være kurser i personlig udvikling for en gruppe personer fra forskellige virksomheder.
Måling af resultaterne af en konsulents indsats er ikke nemt, selv om Niels Chr. Jensen refererer et eksempel med et team i en virksomhed, der øgede omsætningen med 40 pct. efter et kursus.
”Men jeg lægger stor vægt på, at et kursus eller et projekt fører til en egentlig ændring af adfærd og ikke blot bliver en parentes. På lederkurserne er det for eksempel et fast element, at kurset afsluttes med udarbejdelse af en individuel handleplan til brug for den daglige drift i virksomheden” siger Niels Chr. Jensen.
Selv om udgangspunktet er Tornby, har ncjensen.com efterhånden fået kunder i store dele af landet. Det skyldes blandt andet tilstedeværelse på det sociale netværk LindedIn.
Kursusdelen af Niels Chr. Jensens virksomhed driver han i vidt omfang i samarbejde med Henrik Leth fra Coachcrew i Hjørring. Sammen med endnu en samarbejdspartner har Niels Chr. Jensen udviklet en ny type lederkursus, der afvikles i Monserrat ved Barcelona.
Et kursus af den type tager en uge. Andre af Niels Chr. Jensens opgaver løber over meget længere tid som f.eks. et tre-årigt udviklingsprojekt på Hjørring Produktionsskole, hvor konsulentens rolle består i lejlighedsvise besøg for at holde projektet i gang og på sporet.
Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.