Ni ud af ti unge har oplevet at blive presset til at drikke

Når det kommer til alkohol, er det ikke altid nok at sige ”nej tak”, hvis man ikke har lyst til mere. En ny rundspørge viser, at de fleste unge har oplevet at blive presset til at drikke mere alkohol, end de har haft lyst til.

137

”Kom nu, bare én øl mere” – en sætning, som de fleste unge danskere har hørt, når de har sagt, at de ikke har lyst til mere alkohol. En ny rundspørge blandt 600 unge i alderen 20-25 år viser, at 86 pct. har oplevet, at deres venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, selvom de havde sagt nej.

Tradition for at fællesskabet inkluderer alkohol

Det er Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’, der står bag rundspørgen. De høje tal bekymrer projektchef Peter Dalum. Han siger, at er der behov for en kulturændring:

– For unge er det ekstra vigtigt at passe ind i et socialt fællesskab, og i Danmark er der desværre tradition for, at fællesskabet ofte inkluderer alkohol. I ’Fuld af liv’ – kampagnen arbejder vi for en mere rummelig festkultur, hvor man ikke behøver at forklare sig, hvis man siger ’nej tak’ til alkohol, siger Peter Dalum.

Peter Dalum er på linje med de unges holdninger. En tidligere rapport om unges alkoholvaner viser, at 64 pct. af 15-25-årige unge mener, at vi bør have en alkoholkultur, hvor alle accepterer et ’nej tak’ til alkohol.

Drikkepres kan også være indirekte

På trods af at ni ud af ti har oplevet drikkepres, viser rundspørgen paradoksalt nok, at kun hver anden mener, at de har prøvet at få deres venner til at drikke mere alkohol, selvom de havde takket nej. Det er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at de unge svarer uærligt i undersøgelsen, forklarer Jette Jul Bruun, der er programchef i TrygFonden:

– Et pres om at drikke mere alkohol behøver ikke at være udtalt – der er ofte tale om et forventningspres, og derfor kan man indirekte presse andre til at drikke mere alkohol ved selv at drikke mere eller at købe alkohol til vennerne. Der menes sjældent noget ondt med drikkepresset, men derfor er det stadig ikke i orden, siger Jette Jul Bruun.

Forventningspresset findes også blandt voksne, og her skal det bestemt også tages alvorligt.

– Men det er ekstra vigtigt at sætte ind i ungdomsårene, hvor vores alkoholvaner bliver grundlagt, afslutter Jette Jul Bruun.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden sætter i disse uger fokus på drikkepres med kampagnefilmen ’Pølsepresser du?’, der med et glimt i øjet fremhæver, hvor dumt det egentlig er, når vi presser hinanden til at drikke alkohol – og hvor svært det kan være at takke nej. ‘Pølsepresser du?’ kan ses her.


Rundspørge om drikkepres

600 unge i alderen 20-25 år er i juni-juli 2019 blevet spurgt til deres erfaringer med drikkepres i en webbaseret spørgeskemaundersøgelse. Dataindsamlingen blev gennemført af analysebureauet Voxmeter for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-kampagne og data er nationalt repræsentativt ift. køn og region. Rundspørgen viser blandt andet, at:

  • 86 pct. har oplevet, at deres venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, selvom de havde sagt nej tak.
  • 51 pct. har prøvet at få en ven til at drikke mere alkohol, selvom personen egentlig har sagt nej tak.

Rapport om unges alkoholvaner

I september-november 2017 blev 1.000 unge i alderen 15-25 år spurgt til deres alkoholvaner i en webbaseret spørgeskemaundersøgelse. Dataindsamlingen blev gennemført af analysebureauet Epinion for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-kampagne, og data er nationalt repræsentativt ift. køn, alder og region. Et af undersøgelsens resultater er, at 64 % af de adspurgte er enige i, at vi skal have en alkoholkultur, hvor alle accepterer et ´nej tak’ til alkohol. Undersøgelsens resultater er præsenteret i rapporten ’Unges alkoholvaner i Danmark 2017’, der kan læses her.


’Fuld af liv’-kampagnen sætter fokus på drikkepres med ny kampagnefilm

I september 2019 sætter Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-kampagne fokus på drikkepres blandt unge med en kampagnefilm, der på humoristisk vis fremhæver, hvor dumt det egentlig er, at man presser hinanden, men også hvor svært det kan være at sige nej til alkohol. Kampagnefilmen er instrueret af Nikolai Lie Kaas og kan ses her: ‘Pølsepresser du?’

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments