Lettere adgang til kystsikring

Hjørring Kommune vedtog onsdag en ny handlingsplan, der skal gøre det nemmere at få lov til at sikre med sten eller pil langs kysten.

416
Formand for Teknik og Miljø Søren Smalbro. Foto: Arkiv.

Hvis grundejere i Hjørring Kommune gerne selv vil betale for hård kystsikring, er det nu blevet en smule nemmere at få godkendt ansøgningen.

På byrådsmødet i Hjørring Kommune i går blev der nemlig vedtaget en ny handlingsplan for, hvordan kommunen skal behandle ansøgninger om hård kystsikring i kommunen. Vedtagelsen af den nye handlingsplan gør, at hvis der ikke er åbenlyse modsatrettede hensyn, skal ansøgningen i udgangspunktet godkendes.

Søren Smalbro (V) er formand for teknik og miljøudvalget i Hjørring Kommune. Han siger, at den nye vedtagelse skal gøre det nemmere at få godkendt en ansøgning.

– Det er dog vigtigt at understrege, at hver enkelt ansøgning stadig skal behandles enkeltvis og unikt. Derfor kan vi ikke garantere, at man automatisk får sin ansøgning godkendt. Men det skulle i praksis blive nemmere at blive godkendt, siger Søren Smalbro.

Stadig udfordringer ved fredede strækninger

Kommunen vil gerne have så ensartet og harmonisk en kystsikring som muligt, og derfor opfordres grundejerne til at gå sammen og lave en fælles løsning på en given strækning.

Foto: Hans Hunderup.

– Vi vil gerne have længerevarende kystsikring, så man ikke varierer mellem sten og pil, men at man har så lange strækninger, som det kan lade sig gøre, med samme type sikring, siger Søren Smalbro.

Dele af kysten i Hjørring Kommune er dog fredet under Natura 2000-planerne, og derfor vil der stadig være strækninger i kommunen, som vil få svært ved at få kystsikring godkendt.

– Vi har spurgt Miljøministeriet om, hvad vi kan gøre i de fredede områder, og vi venter på svar fra den front, siger Søren Smalbro.

I september 2018 overgik ansvaret for behandling af ansøgninger om kystsikring fra Kystdirektoratet til de enkelte kommuner.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments