For en måned siden var der 5 hold tilmeldt Stafet for Livet. Nu er antallet af hold oppe på 17, og det er næsten det samme antal som sidste år – til stor glæde for styregruppen. Og det er stadig muligt at tilmelde nye hold.
Holdansvarlig Mette Brath glæder sig over, at der i år er tilmeldt en del nye hold. Nogle af de ”gamle” hold har i år meldt fra pga. konfirmationer – men du kan sagtens tilmelde dig stafetten uden at være fysisk tilstede i år. Størstedelen af stafetten er nemlig virtuel.
Trods Corona bliver der dog et par ”fysiske” indslag. Styregruppen glæder sig især over, at fighterne kan mødes og spise morgenmad sammen på Bone’s og derefter gå deres fighterrunde. Hvis du er kræftramt eller har haft kræft, kan du henvende dig til Knud Erik Sørensen på tlf. 6055 6982 og få flere oplysninger.
Desuden ser styregruppen frem til lysceremonien kl. 22, der traditionen tro består af en lystale – i år ved sognepræst Lise Munk Petersen – og fællessang. Desværre kan vi ikke gennemføre en lysceremoni, der er åben for alle, men du kan deltage virtuelt i lysceremonien via FB på Stafet For Livet Hjørring – facebook
Hvis du vil følge lysceremonien og har lyst til at synge med på de to sange efter lystalen, er det en god ide at finde teksterne til ”Du som har tændt millioner af stjerner” og ”Livstræet” frem.
Der er allerede tændt en del lys til ceremonien, som – sammen med fighterrunden – altid er nogle ganske særligt ved Stafet For Livet. Ønsker du at tænde et lys for en kræftramt person, du vil støtte eller mindes, kan du købe lysposerne hos styregruppen, der holder til uden for Bone’s på lørdag fra kl. 9.30.
Nogle af de tilmeldte hold har meldt ud, at de går en fast rute – selvfølgelig i mindre grupper og med afstand. Andre hold har ”bare” tilmeldt sig og støtter dermed stafetten økonomisk, men har ingen planer om at gå en fastlagt rute.
Uanset hvordan du deltager i stafetten, vil styregruppen gerne modtage fotos, selfies og videoer, der viser, hvordan du støtter Stafet For Livet i år. Send gerne indslag til Mette Brath (på Messenger eller tlf. 27626302) eller til Helmuth Zickert (mail hz@has.dk).