Naturmødet kapret af særinteresser med skattepenge

Erik Høgh-Sørensen fra Dansk Folkeparti langer i debatten om Naturmødet endnu en gang ud efter Jørgen Bing fra SF.

15

Af Erik Høgh-Sørensen

DF-kandidat til Region Nordjylland
DF-Hjørrings kandidat til Folketinge

SF-Hjørrings Jørgen Bing er en klassisk dybvands-debattør. Jo længere hans læserbreve bliver, desto dybere bliver vandet under ham, senest 9. maj i FlaskePosten.

Jeg er Dansk Folkeparti-kandidat, og jeg er opfostret i landbruget. Min kritik er kort og præcis: Årets skatteyderfinansierede Naturmøde i Hirtshals bliver formentlig ensidigt, fordi Bæredygtigt Landbrug (BL) er frosset ud fra de vigtigste debatter.

BL ville være en berettiget deltager, fordi organisationen har vundet en række erhvervssager på landmændenes vegne, senest over den Venstre-styrede Brønderslev Kommune.

Det er en kendsgerning, at BL repræsenterer cirka halvdelen af al dansk jord med planteavl. Det er en kendsgerning, at hverken Danmarks Naturfredningsforening eller Økologisk Landsforening har villet debattere med BL.

Og det er synd, fordi en dialog mellem miljøfolk og bønder i den grad er nødvendig.

Bing nævner som et formildende element, at der helt fra Axelborg i København kommer en delegation fra Landbrug og Fødevarer (L&F). Det er bare ikke godt nok. I pressen prøver L&F at tage æren for BL’s sejre i de senere år. Det er ikke fair. Æres den der æres bør.

Jeg skal i denne ombæring begrænse mig til blot at nævne ét eksempel på Bings lidt alternative forhold til sober politisk argumentation. Eftersom SF’eren kritiserer BL for den såkaldte CBS-rapport, kan Bing da påpege ét eneste eksempel på en faktuel fejl i CBS-rapporten, som stammer fra Bæredygtigt Landbrug?

Bing er i så fald den første, der gør dette (mig bekendt).

Rapporten er nemlig helt CBS’s ansvar, og mit eksempel viser, hvordan SF griber efter tynde argumenter i partiets indædte kamp mod BL.

Vi i Dansk Folkeparti deltager i årets Naturmøde. Vores vigtigste bidrag er imidlertid, at vores ankermand i Hjørring Byråd, Per Folden Hyldig, kæmpede bravt mod at bruge alt for mange skatteydermillioner på projektet. Han kom i mål.

Langhåret eller ej: Naturmødet tegner i år i overført betydning til at blive en hippie-fest, hvor folk som Bing kloner og bestøver hinandens meninger uden at få reelt eller kvalificeret modspil.

Det er synd for debatten. Det er synd for Naturmødet. Og det kan dermed vise sig at blive synd for Hjørring Kommunes skatteydere, hvis offentlige services er trængt på andre felter.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Jørgen Bing
8 år siden

På torsdag åbnes Naturmødet i Hirtshals – og flere tusinde besøgende ventes at komme til byen. Der er arrangeret et hav af debatter, formidlingsstande, udflugter m.m., og alt tegner til en stor folkefest.
DF’eren Erik Høgh-Sørensen insisterer dog konsekvent på, at ville nedgøre denne store folkelige event, i fornærmelse over, at én af landbrugets interesseorganisationer ikke har været lige så dygtige til at lade sig repræsentere, som en anden. Jeg synes, man skal tage dén diskussion internt i landbrugskredse, og ikke skyde på pianisten – nemlig de flittige kommunale embedsfolk, der har udstukket nøjagtig de samme retningslinjer for ALLE deltagere.
Derudover overser EHS konsekvent, at Bæredygtigt Landbrug rent faktisk medvirker på mødet, og FÅR taletid. Foreningen beklagede sig over, at ingen ville lege med dem, men de havde jo heller ikke spurgt alle. Da SF (via Venstre, ikke BL!) fik buddet, sagde vi straks ja til en debat (fredag kl. 17). Derudover er BL som tidligere nævnt blevet inviteret til en række andre arrangementer, som foreningen så enten har afslået eller slet ikke svaret på.
At landbruget, på linje med en række andre interessenter, skal være repræsenteret på et Naturmøde, forekommer mig at være en selvfølgelighed. Men det er selvfølgelig ligeså evident, at det er naturen og ikke landbruget, der skal være det egentlige omdrejningspunkt på Naturmødet.
M.h.t. den omtalte CBS-rapport, vil jeg ikke gå ind i den faglige materie, men blot holde mig til, at videnskabsfolk, med langt større faglig indsigt end jeg, gav rapporten en så sønderlemmende kritik, at CBS trak den tilbage. Dét taler vist sit eget tydelige sprog om rapportens lødighed.
EHS forsøger fortsat at fremstille det, som om det er DF, der har æren for, at det kommunale tilskud til Naturmødet kun er på 2 mio. Nu gentager jeg det endnu en gang, i håb om, at selv EHS må fatte det: Der har aldrig været tale om større tilskud. Det var der fuld enighed om i såvel Teknik- & Miljø- som Økonomiudvalget, hvor mødet primært er tilrettelagt. DF er ikke repræsenteret i nogen af de to udvalg (i modsætning til SF, som sidder i begge). Så DF forsøger at pryde sig med lånte fjer!
I det hele taget, har jeg endnu ikke oplevet Dansk Folkeparti markere sig selvstændigt på ét eneste politik-område. Det kan selvfølgelig skyldes de lidt kaotiske tilstande, der knytter sig til partiet, med interne sagsanlæg, eksklusioner, sygemeldinger, partiskift etc. I de tre byrådsperioder DF har været repræsenteret er det endnu ikke set, at en eneste DF’er, der har startet i byrådet, også sidder som DF’er, når perioden slutter.
Det burde måske vække til lidt eftertanke hos vælgerne…

8 år siden
Reply to  Jørgen Bing

Nu kører Bing på autopilot. Hans indlæg oven for er en gentagelse af et tidligere indlæg på arkiv.flaskeposten.nu fra Bings egen hånd.
Dvs. Bing kører efter devisen “hvis jeg skriver det én gang til, må tosserne da forstå det?!”
Og hermed har Bing således selv bekræftet min pointe om, at han selvbestøver.
Bliver Bing ved at trække på de gamle skrifter, vil han givetvis på SF’s vegne snart præsentere os for “SF Version 1.0”, nemlig Karl Marx’ “Kapitalen” fra 1867. Det er tung læsning. Det vil jeg advare imod.
Husk, det er bedst med mangfoldighed – både i naturen og i debatten om naturen.
Godt Naturmøde, allesammen!