NATURMØDET: Herligste sidste aften ved eventen i Hirtshals

Beliggenheden fås ikke bedre end hos Hirtshals Kro og Restaurant Lilleheden, hvorfra FlaskePostens sidste kulturelle og gastronomiske tour de force tog sin begyndelse fredag aften ved Naturmødet.

383

Der er ingen som helst tvivl om, at arrangørerne har et ønske om at holde fokus skarpt på temaet ved Naturmødet.

Man ønsker fra Hjørring Kommunes side tydeligvis ikke at forvandle den store event til endnu et kræmmermarked, når det som nu så succesfuldt trækker partiledere og centrale topfolk fra interesseorganisationerne samt tusindvis af gæster med interesse for lige præcis naturen til Hirtshals.

Det betyder dog heldigvis ikke, at der ikke også er kulturelle arrangementer og muligheder for gastronomiske oplevelser under Naturmødet. Når det kommer dertil har byen heldigvis fået et overflødighedshorn af gode spisesteder, men når det gælder beliggenhed, overgår ingen andre steder Hirtshals Kro med terrassen og værelsestårnet samt Restaurant Lilleheden.

Det var da også på altanen sidstnævnte sted hævet over Den Grønne Plads, at nærværende skribent og fruen fredag aften indledte endnu en tour de force den sidste aften under Naturmødet.

Mens vi indtog og nød det gode spisesteds suveræne tapas tilpasset årstiden og en god økologisk rosé på køl, kunne vi derfor i rigt mål tillige nyde udsigten over havnen og havet samt iagttage den livlige aktivitet, der endnu på det tidspunkt af aftenen var på pladsen og ved Trappen.

Efterfølgende var vi til et brag af en koncert med det for os indtil da ukendte band The William Blakes, der med vellyd blæste os højt op og langt ud til solnedgangen over Skagerrak. Koncerten var i øvrigt arrangeret i samarbejde med Hirtshals Musikforening.

Den uforglemmelige aften blev afsluttet med et glas svalt hvidvin hos Pelle og Per på ovennævnte terrasse ved Hirtshals Kro. På et tidspunkt opdagede vi, at nogle unge mennnesker havde gang i at projicere billeder op på værelsestårnet.

Det er den slags uventede oplevelser, der løfter en i forvejen fantastisk aften til en sublim og uforglemmelig stund, som får én til at leve i nuet og glæde sig til denne lørdags slutspurt ved Naturmødet.

For at det ikke skal være løgn, kan vi så også alle i dag og søndag opleve NJSK Havkonkurrence.

Du kan her finde hele programmet for Naturmødet 2018.

Find alle vores artikler om eventen her: Naturmødet.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments