Det er en meget lettet og træt, men tillige glad og tilfreds Jesper Lauritsen, som er chef for Naturmødet, der lørdag aften kan se tilbage på tre dage med masser af aktiviteter og ikke mindst politiske debatter om klima og natur, der har udspillet sig på gader og stræder samt havnen i Hirtshals.
– Ja, det er først nu, jeg kan slappe lidt af. Vi har kæmpet for at blive platform for politisk debat, og det er i år i den grad lykkedes. Vi har haft partilederdebatter, europaparlementsdebatter og ja, masser af debatter med politikere og andre meget interessante folk, og det glædeligste af alt er, at debatterne er blevet holdt i lige nøjagtigt Naturmødets ånd, fortæller Jesper Lauritsen.
– En rigtig god stemning, der har forplantet sig rundt, og politiske debatter, der ligger langt fra det, man ser på tv, hvor de er hurtige til at afbryde hinanden. Her er der blevet lyttet og talt, og vi har en regel, der hedder, at her klapper man, man buh’er ikke, uddyber Jesper Lauritsen, som også har afsløret, at der i år var op imod 30.000 gæster i Hirtshals.
– Det er meget mere, end jeg turde håbe på. Sidste år var der 20.000, og jeg havde tænkt, at det nok i år ville ligge deromkring igen, måske lige et par tusinde mere, men vi kan altså tælle i omegnen af 30.000, slutter chefen for den vildt voksende event i det nordvestlige Vendsyssel.
Endnu en dejlig dag på Naturmødet
Solen skinner og vi er klar til endnu en dag fuld af oplevelser på Naturmødet 2019 ?
Gepostet von Naturmødet am Samstag, 25. Mai 2019
Foto: FlaskePosten.nu.
Kilde: TV2 Nord.