Hjørring Kommune har sendt forslag om ændring af rammeområde i offentlig høring, så der kan opføres restaurant, café og lignende ved Tannishus i Tversted. Det foreliggende ændringsforslag til forslag om Kommuneplan 2016 er en supplerende høring af Forslag til Kommuneplan 2016.
I den gældende kommuneplan 2013 er det pågældende areal, som omfatter matrikel nr. 38bq, Tversted By, Tversted, betegnet som plan nr. 707.7170.18, og områdets anvendelse ”fastlægges til offentligt formål, med parkeringsplads. Området friholdes for bebyggelse. Parkeringspladsen skal udformes under hensyntagen til natur- og beplantningsforholdene.”
Områdets areal er opgjort til 10.796 m2 .
Arealet er beliggende i byzone, men er i sin helhed udpeget som naturbeskyttet § 3-område efter Lov om Naturbeskyttelse og er i arealinformation.dk angivet med signaturen hede. Imidlertid er § 3 i Lov om Naturbeskyttelse ophævet i byzone for så vidt angår de tørre naturtyper, hvorfor denne binding ikke er til stede på det pågældende areal.
Arealet er i lighed med de omliggende klithede arealer udpeget i kommuneplan 2013 som bevaringsværdigt landskab.
Arealet på lidt over 1 ha indeholder en meget værdifuld kystnatur, idet det opnår en såkaldt HNV-score på 11 (Høj Natur Værdi-score) ud af 14 mulige, hvilket indikerer at der er tale om et naturområde med særdeles høj natur- og landskabsmæssig værdi:
HNV score: 11, Kystnærhed: Ja, Beskyttet natur: Ja, Nærhed til beskyttet natur: Ja, Nærhed til småbiotop: Ja, Ekstensiv landbrugsdrift: ja, Planteindikator 1: Ja, Planteindikator 2: Ja, Planteindikator 3: Ja, Forekomst af rødlistet/bilags art 1: Ja, Forekomst af rødlistet/bilags art 2: Ja, Forekomst af rødlistet/bilags art 3: Ja
Bestemmelsen i den gældende kommuneplan om mulighed for etablering en parkeringsplads stammer formentlig tilbage fra kystbyplanvedtægt for Tversted Sogn, tinglyst 3/12 1952. Det eksisterende plangrundlag er imidlertid Byplanvedtægt nr. 3 for Hirtshals Kommune, som blev godkendt af Miljøministeriet i november 1974. Byplanvedtægten omhandlede et ferieservicecenter, der gav mulighed for anvendelse af hele arealet vest for byen. Størstedelen af denne byplanvedtægt blev efterfølgende ophævet i den senere planlægning, så det stort set kun er parkeringsarealet, der er nu tilbage.
Denne mulighed for at anlægge en parkeringsplads for strandturister blev således – uvist af hvilken grund – bibeholdt, og der har ikke været behov for at udnytte den, idet stranden bliver benyttet som P-plads. Dette er også det mest hensigtsmæssige ud fra en naturmæssig betragtning, idet stranden er en robust naturtype, som langt bedre tåler parkerende biler end den sårbare og sarte klithede, som har en meget lang genopretningstid efter slitage og ødelæggelser. Den rekreative brug af strand og hav ud for Tversted har således kunnet udfolde sig igennem de sidste mange år uden behov for anlæggelse af yderligere P-pladser, og DN Hjørring står noget uforstående overfor det forhold, at muligheden for anlæggelse af P-pladser ikke for længst er blevet udtaget af den kommunale planlægning, da behovet ikke har været til stede.
Naturen i og omkring Tversted er byens største turistmæssige aktiv, og det forekommer meget kortsigtet nu at give mulighed for opførelse af en restaurant, café og lignende på dette areal. Det har formentlig aldrig været hensigten med bestemmelsen i kystbyplanvedtægten fra 1952 og den senere planlægning at det pågældende areal skulle kunne bebygges, og det forekommer lidet bæredygtigt at ændre en mulighed for anlæggelse af en P-plads til en mulighed for opførsel af bygninger. En sådan udvikling vil efter DN Hjørrings mening både skade naturen ved Tversted og være til skade for en bæredygtig udvikling af turismen i byen, som netop bygger på naturen som det største aktiv. Der bør søges alternative løsninger længere væk fra kysten, som ikke indebærer indgreb i den natur vi alle sammen nyder på vej ned til stranden i Tversted, hvis der kan påvises et øget behov for restaurant-faciliteter.
På ovenstående baggrund vil Danmarks Naturfredningsforening i Hjørring opfordre byrådet til at trække det fremlagte suppleringsforslag til kommuneplan 2017 tilbage.
Indsigelsen fra formand Jørgen Jørgensen hos Danmarks Naturfredningsforening i Hjørring er dateret den 13. marts 2017.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis skærpe fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.
Foto: Arkiv.