Naturen findes i Bog & idé

Når fredagens NaTour er i gang på Den Grønne Plads, er der også Open by Night hos Bog & idé i Hirtshals.

233
Helle og Henriette har masser af bøger om natur stående på hylderne i Bog & idé.

I Den kriblende have giver den britiske forsker Dave Goulson os et nyt fascinerende indblik i insekternes forunderlige liv.

Vi er med ham, når han graver i kompostbunken, kigger ind gennem glasset til sit bi-hotel eller dykker ned for at se nærmere på livet i havedammen. Han viser os, hvordan vores eget liv og i sidste ende hele menneskehedens skæbne er uløseligt forbundet med insekternes.

Som altid hos Goulson er humoren og de skæve perspektiver aldrig langt væk, men Den kriblende have  afdækker også de utilsigtede konsekvenser, det har for miljøet, når vi drukner vores haver i pesticider; lægger fliser overalt, hvor vi kunne have plantet træer, buske og blomster eller dyrket vores egne grønsager; eller køber spagnum med tørv fra truet natur, når det i virkeligheden er ret nemt at lave sin egen kompost.

Den udvikling kan vendes. Haven kan blive det sted, hvor vi genopretter forbindelsen til naturen og genopdager, hvor maden kommer fra. Goulson viser, hvordan vi med få og små ændringer kan gøre vores haver til et kæmpemæssigt netværk af små naturreservater, hvor mennesker og dyr kan leve sammen i harmoni.

Den kriblende have er uomgængelig læsning for alle, der har en have og kender til den verden af liv, der er der ude.

Klimadebatten er overalt. Børn og unge strejker og demonstrerer over hele verden. Det rejser en masse spørgsmål hos børn og skaber forvirring, uro og angst.

Den store klimabog afdramatiserer en del af klimaangsten og hjælper i stedet børnene (og deres forældre) til at forstå klimaudfordringen, hvorfor den er opstået, og hvorfor vi kan og skal løse den – forklaret på en nem, tilgængelig og inspirerende måde.

Den store klimabog gennemgår klimaets historie, klimakampens helte og skurke og viser vejen til, hvordan man selv kan blive en klimahelt og opmuntrer derved til handling!

Den store klimabog er bogen til børn fra 8 år, der vil vide alt om klimaet, og som også selv vil gøre noget for at passe på vores jord!

Begge bøger og mange, mange flere med fokus på naturen findes naturligvis i Bog & idé i Hirtshals.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments