Søndag den 9. september afholdt Hirtshals Golfklub en af årets sidste fælles klubturneringer i et vejr, der bød på både styrtregn og bragende sol. Jeg er mest til det sidste under alle omstændigheder, men mit ærinde den dag var ikke så meget golfen som naturoplevelsen.
Her ca. en uges tid efter, hvor DMI truer med lunt golfvejr, er det måske på sin plads at minde om et par detaljer i den omliggende natur..
Når man selv går banen rundt kan det godt knibe med at få detaljerne med, selv om man sagtens kan gå og nyde oplevelsen af det skiftende landskab og se og undre sig over, hvor forskelligt sådan en bane spiller fra gang til gang… Ikke bare fordi mit spil ikke er så konsekvent, som jeg kunne ønske mig, men også fordi vejr og vind gennem et år ændrer banens karakter… nogle gange fra morgen til middag og fra dag til dag og i hvertfald fra årstid til årstid..
Vandet i søen er så småt begyndt at vende tilbage. Det samme er det liv, der er knyttet til det vand, som må have en del hvide golfbolde på samvittigheden.
Tørken har sat sine spor. Ingen tvivl om det, men en god blanding af regn, sol og fortsat varmt vejr gør godt…Det skulle ikke undre mig, hvis ihvertfald nogle landmænd og frugtavlere kommer ud på den anden side af årets høst med hæderlige resultater…
Under alle omstændigheder er hverken baner eller natur tørret bort i løbet af sommeren, og det kribler og krabler i underskov og i alle skovens etager..fx i hovedhøjde, hvor edderkoppespind kan fylde så forfærdeligt i ansigtet, hvis man ikke lige passer på med at gå, hvor man går…
Dansk Golf Union havde i øvrigt udvalgt uge 36 og 37 til at sætte fokus på den hastighed, hvormed golfere bevæger sig gennem 18 huller. Egentligt en lidt ensidig fokusering, idet jeg bilder mig ind, at det i min alder er bedre at bevæge mig 5 timer end 4 timer…
Idealtiden for 4 i en bold i Hirtshals for 18 huller er 4,5 timer..og problemet er selvfølgelig, at det ikke kun er mig, der er på banen, så derfor kan det være fint at få flow og flexibilitet og omstillingsparathed ind i spillet, så vi undgår spildtid og stress….det lyder næsten som en samfundsanalyse, men ok…golf er vel også et lille spejl på samfundet…
En lille sjov ting, som – og det midt i kampagnen for hurtigere spil – placerer Hirtshals Golfklub lidt højere på mit sociale barometer…midt i en klubturnering kan man opleve golfspillere tage en pause…ved pølsevognen..Det har jeg ikke oplevet andre steder, men fra sædvanligvis pålidelig kilde har jeg hørt, at medlemmer så lægger sig i selen for at spille med tempo uden underlige tidskrævende unoder, når de efterfølgende er på banen…
Tjek op på planter og dyr på www.fugleognatur.dk
Læs her om Hirtshals Golfklub
Resultaterne fra turneringen…tja…det er jo en helt anden historie…
Foto: Elling