Natur: Bæredygtighed eller døden

Møde om FN’s 17 Verdensmål trak fuldt hus i Vendsyssel Teaters Musiksal.

211

Der var stort set ikke en stol ledig, da der onsdag morgen var indbudt til møde om FN’s 17 Verdensmål, skriver Hjørring ErhvervsCenter.

Mødet var endda flyttet til Vendsyssel Teaters Musiksal, fordi tilmeldingerne hurtigt viste sig at overstige kapaciteten i byrådssalen, hvor mødet efter planen skulle være holdt.

Det store antal tilhørere er en klar indikation af, at bæredygtighed bliver en fortsat vigtigere del af virksomhedernes hverdag.

Det blev udtryk meget tydeligt af fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted, Grundfos, der holdt hovedindlægget på mødet. ”Bliv bæredygtig eller dø”, formulerede han det, og han havde i øvrigt som et hovedtema i sit indlæg, at både mennesker og virksomheder har en etisk forpligtelse overfor en bæredygtig praksis, der rækker ud over, hvad der er fastlagt i love og regler.

Marketingchef Ditte Gerstrøm og teknisk chef Peter Ydesen fra Hirtshals Havn gennemgik derefter i deres indlæg, hvordan verdensmålene omsættes til en mere og mere bæredygtig praksis på havnen.

Hjørring Kommunes indkøbschef Ann Skougaard Dyhr forklarede, hvordan hensynet til verdensmålene indarbejdes i kommunens udbud, der er omfattet af en lang række love og regler om indkøb af alt fra biler til biblioteksbøger.

Direktør Bo Geertsen, Hjørring ErhvervsCenter, fastslog, at bæredygtig praksis bidrager til at forbedre moderne virksomheders udvikling og resultater, og han orienterede om, hvilken gavn virksomhederne kan have af medlemskab af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling.

Direktør Johnny Jensen, BoVendia, var blandt dem, der fra salen deltog i debatten på mødet, der desuden gav rig anledning til networking.

Mødet om verdensmålene var arrangeret af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling, Hjørring Kommune og Hjørring ErhvervsCenter.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments