Fortsat 1. division for Vendsyssel Håndbold

Efter sejren sidste søndag i Hirtshals Idrætscenter skulle der denne lørdag spilles returkamp mod HIK, hvilket gav solid sejr i Hellerup.

16

Det var næsten en ligeså stor oplevelse at følge live opdateringerne ved Vendsyssel Håndbolds kamp om forbliven i 1. division mod HIK i Hellerup, som det var at være til stede ved sidste weekends opgør i Hirtshals Idrætscenter.

Underholdningsværdien ved opdateringerne kan vi takke Vendsyssel Håndbolds bestyrelsesformand Jens Lund Madsen for, idet han selv sad og fulgte med fra Singapore, hvorfra han noterede scoringerne og stillingen i gruppen Vendsyssel Håndbold Fanklub Support.

I den aller bedste tradition fra kommentatorerne hos DR og TV2 blev de kortfattede beskeder suppleret med udråb, der blev mere og mere euforiske, desto tættere klubben kom på sejren med cifrene 19-26 i Hellerup.

Dermed spiller klubben altså også 1. division i den kommende sæson. Det startede med, at de to hold fulgte hinanden frem til det 10. minut. Herfra fik vendelboerne styr på forsvaret og kom let til scoringer, således at de kunne gå til pause med en føring på 14-9.

I 2. halvleg fortsatte de den gode stime og kom yderligere foran, men da der manglede små 10 minutter begyndte vendelboerne at hænge i bremsen grundet træthed. Der var ikke mange ressourcer, da de fortsat er ramt af flere skader, men stor cadeau til dem, der spillede, for de gav alt, hvad de havde. De skadede spillere var dog med i København og heppede flot på holdet, så denne sejr var en samlet holdpræstation.

Det er kun fem kampe siden, at Bo Østergaard og Henrik Thomsen kom til for at styre holdet i slutfasen. Det er blevet til fem sejre. De havde ikke løst opgaven uden en flok seje piger, som trods masser af skader kæmpede og fightede for hver eneste centimeter og hvert eneste point, lyder det fra klubben.

Kæmpe stort tillykke derfor til Vendsyssel Håndbold her fra FlaskePosten.

Næste opgave er pokalkampen mod SK Aarhus som spilles i Arena Nord tirsdag den 9. maj kl. 19.30.

Foto: Arkiv.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments