Når et venligt menneske
bliver kaldt landsforræder…

- ja så vil der åbenbart til stadighed være folk, der ønsker mig både brændt, slået og udvist af landet.

905
Merete Bonde Pilgaard tager imod i Café Venlig.

Stifteren af bevægelsen Venligboerne, der i bund og grund ene og alene handler om at være venlige over for andre mennesker, er desværre ofte udsat for ondskabsfulde henvendelser fra mennesker, der blandt meget andet kalder hende landsforræder.

Når mennesket bag Venligboerne, Merete Bonde Pilgaard, tilmed er det sødeste og venligste menneske, nogen kan forestille sig, ja, så kører det da helt af sporet.

På Facebook fortæller hun om sine overvejelser:

-Det er pudsigt nok, at selvom jeg igen og igen understreger budskabet om, at min ide med Venligboerne handler om alle mennesker og vores møde med hinanden i dagligdagen – ja så vil der åbenbart til stadighed være folk, der ønsker mig både brændt, slået og udvist af landet.

-Folk, der mener, jeg er landsforræder, naiv og ødelæggende for deres børns og børnebørns fremtid. Så meget magt har jeg nok trods alt heller ikke.

-Men jeg bli’r godtnok en smule forundret hver gang. Det er så’n lidt underligt, at folk, der ikke kender mig, kan ønske mig langt væk. Det er dog sjældent, at folk kontakter mig direkte med disse budskaber, men jeg ser dem jo i kommentarspor til artikler eller videoer om Venligboerne.

Merete Bonde Pilgaard er i øvrigt blandt kandidaterne til titlen som Årets Nordjyde, som TV2 Nord kårer. TV2 Nord har lavet en video (se den nederst her på siden) om alle kandidater.

-Selv i denne præsentationsvideo får jeg også lidt smæk af nogle, der ikke er begejstret for mig tilsyneladende. Gid de ville komme til kaffe i vores cafe – måske kender de ikke “den rigtige” historie og baggrund for ideen?

Venligboerne har netop åbnet Café Venligbo i nye rammer i Østergade i Hjørring, og her inviterer hun alle interesserede til at kigge indenfor til kaffe og lidt mere venlighed. På Facebook har Merete Bonde Pilgaard lavet dette opslag:

Menneske med modstand søges
Det er faktisk et seriøst opslag. Jeg er interesseret i at drikke en kop kaffe med et menneske, der kan mærke, at de har en modstand på Venligboernes tilgang til mennesker.

Det er nemlig helt fair at have det sådan – det er der sikkert en bestemt grund til. Men jeg tænker bare at der ikke sker noget ved at afsætte en time til en snak om det. En snak hvor jeg lover dig, at jeg møder dig udfra de tre nøglesætninger:

Med venlighed
Med nysgerrighed
Med respekt

Det eneste du skal love mig er, at du OGSÅ møder MIG udfra de tre nøglesætninger. Man kan nemlig godt være uenig og samtidig behandle hinanden med respekt. Så du skal være indstillet på, at vi begge gør os umage med at holde en ordentlig tone.

Jeg håber virkelig at der er en modig sjæl som har lyst til at være med. Det er ikke for at udstille dig – Det er for at se om ikke vi kan blive bedre til at tale sammen, når vi opdager at vi vurderer og bedømmer hinanden.

Det foregår i Cafe Venligbo, Østergade 9, Hjørring. Og det er på torsdag den 15. marts klokken 14.30 – 15.30.

Måske går vi efter mødet fra hinanden og har flyttet lidt på hinandens overbevisninger?

Måske flytter det ikke på overbevisningerne. Det er også ligemeget. Det vigtigste er egentlig bare, at vi tør lytte og tale respektfuldt med hinanden uanset hvad.

Vil du være med? … Du er meget velkommen! Kontakt mig gerne via Facebook.

Årets Nordjyde

»Det er vigtigt for mig at få understreget igen og igen, at det her handler om mennesker. Alle mennesker.«

Geplaatst door TV2 Nord op woensdag 7 maart 2018

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments