Musikforeningen I morgen er
det jul, MOR er tilbage

Den kommunale udgift per bruger af huset er helt klart konkurrencedygtig i forhold til samtlige øvrige kommunale tilbud på kultursiden.

391

Efter Generalforsamlingen i Kulturforeningen Vendelbohus er Musikforeningen ”I morgen er det jul, MOR” igen aktivt deltagende i bestyrelsens arbejde.

Musikforeningens Jørgen Larsen udtrådte af bestyrelsen i efteråret, da der fra politisk side blev tilkendegivet, at Musikforeningens holdninger og ytringer kunne vanskeliggøre samarbejdet. Nu er Musikforeningens Karl Kirkedal valgt ind i bestyrelsen.

Han siger til FlaskePosten.nu, at han endnu ikke oplyse, om og hvor, musikforeningen igen begynder at arrangere koncerter.

Her er musikforeningens redegørelse:
Det er dog ikke Musikforeningens opfattelse, at vores udtræden har affødt en afklaring af Vendelbohus fremtid og rammerne for foreningernes fremtidige virke.

Musikforeningens bestyrelse har derfor besluttet at genindtræde i bestyrelsen for at styrke arbejdet for et foreningsbaseret kulturhus.

Musikforeningens holdning til den kommunale kulturpolitik er at leve og lade leve. Vi ønsker ikke at bidrage til diskussion af om særlige aktiviteter skal prioriteres frem for andre, men vil arbejde for, at brugerne af Vendelbohus behandles anstændigt – på lige fod med andre brugere af kulturtilbud i kommunen.

Vi ønsker ikke smagsdommere til at beslutte, hvad der er en god kulturel oplevelse for den enkelte. Derfor vil vi gerne arbejde for Vendelbohus som indeholder det hele fra sublime teater- og koncertoplevelser over foredrag til borgernes aktive deltagelse i korsang, dans og hobbyaktiviteter.

Musikforeningen er loyal overfor det arbejdsgrundlag som arbejdsgruppen for Vendelbohus fremlagde forrige sommer. Her finder vi, at der er et godt grundlag for husets fremtidige drift og vi vil arbejde for gennemførelse af de tanker som er udtrykt heri.

Musikforeningen ser med bekymring på den aktuelle udvikling med private aktørers udvidede involvering i driftsgrundlaget for Vendelbohus. Musikforeningen vil arbejde for, at Vendelbohus forankres, i overensstemmelse med vedtægterne, som et foreningsbaseret kulturhus. Dette betyder selvsagt, at foreningslivet skal styrkes bedst muligt og gives de bedste betingelser i et kommunalt ejet kulturhus.

Musikforeningen ser frem til, at vi får et hus i koordineret balance imellem foreningsmæssige og øvrige aktiviteter – ganske som kommunalfuldmagtsreglerne determinerer det.

Musikforeningen vil arbejde for større åbenhed i arbejdet omkring Vendelbohus. Vi har tidligere foreslået bestyrelsen åbenhed i dagsordner og referater og det forslag vil vi nu bære ind i bestyrelsen.

Vi er klar over, at mange af Kulturforeningens over 500 medlemmer kommer fra medlemsforeningerne, men er overbeviste om, at mange også har valgt at støtte op om foreningen i egenskab af brugere af lejlighedsvise aktiviteter i huset som vi eksempelvis så det i forbindelse med underskriftsindsamling.

Musikforeningen vil gerne arbejde for en øget tilknytning af gode kræfter overalt til gavn for husets fremtid.

Det er Musikforeningens opfattelse, at brugerne på Vendelbohus skal opleve kvalitet i de tilbud som huset giver. Det fordrer et hus i velfungerende drift med gode og engagerede medarbejdere. Vendelbohus skal fungere som en god arbejdsplads og være et godt miljø for alle uagtet den enkeltes status som ansat, frivillig eller bruger.

Det kræver et samarbejde på tværs af interessenter og Musikforeningen finder, at det er et bestyrelsesansvar, at sikre et hus i harmoni de enkelte aktører imellem.

Driften af Vendelbohus stiller krav om en økonomi af et vist omfang – som udtrykt i redegørelsen fra arbejdsgruppen. I forhold til antallet af brugere er det dog Musikforeningens opfattelse, at det kommunale bidrag til husets drift som foreslås i arbejdsgruppens redegørelse er endog meget beskedent.

Den kommunale udgift per bruger af huset er helt klart konkurrencedygtig i forhold til samtlige øvrige kommunale tilbud på kultursiden.

Det er Musikforeningens opfattelse, at de mange foreningers frivillige virke på Vendelbohus akkumulerer kulturel værdi for meget større beløb end kommunen støtter med – samtidig med, at aktiviteterne medfører øgede indtægter i erhvervslivet.

Der skal derfor ikke herske nogen tvivl om, at Musikforeningen finder, at Hjørring Kommune har et kæmpe ansvar for at sikre fremtidig drift af Vendelbohus.

Musikforeningen stiller sig gerne behjælpelig med forslag til øgede indtægter i forbindelse med drift og afvikling af aktiviteter. Det har vi gjort før og gør gerne igen.

Musikforeningen vil involvere sig i bestyrelsens arbejde på alle områder – men har fundet det væsentligt, at tydeliggøre vores ståsted og de områder som vi finder det vigtigt, at styrke i bestyrelsesarbejdet.

Med venlig hilsen
”I morgen er det jul, MOR”
Bestyrelsen Søren Jensen, Jørgen Larsen, Karl Kirkedal

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments