Der er på en og samme gang både munter travlhed og tilbagelænet ro over arrangørerne bag Bindslev Harmonikatræf, da de her dagen før det store åbningsbrag med Kandis får besøg af os fra FlaskePosten.
Den officielle åbningsceremoni finder ganske vist først sted fredag, men allerede med koncerten onsdag aften, hvor der serveres grillet nakkekam og salat samt små ovnbagte kartofler, bliver træffet altså uofficielt åbnet.
Der falder ikke så få meget muntre bemærkninger under arbejdet i Bindslev.
Det må være den selvsamme humor og det samme engagement, som nævnt indledningsvis, der gør det muligt for arrangørerne at stable den fortsat imponerende event på benene år efter år og ikke mindst at styre logistikken samt motivere de 300 frivillige i og omkring det enorme telt ved Tannisbugt Hallen.
Den lune humor får vi igen i år bekræftet, da formand Finn Nymann samt Ove og Jens står på pinde for ikke bare at finde en god plads, men ikke mindst også at hjælpe os med at få vores banner skruet solidt fast ved scenen.
Det samme høje ambitionsniveau kommer klart til udtryk med hensyn til programmet, som er næsten ufatteligt stort og kan læses her: Bindslev Harmonikatræf 2017