Multibane indviet med politiske undertoner i Tornby

Der var ingen sure miner eller murren i krogene, men kampgejsten var ikke til at tage fejl af blandt borgerne.

14

Der blev i fredags dryppet lokalpolitisk malurt i bægeret forud for lørdagens indvielse af den fantastisk flotte multibane i Tornby.

Den slags lader man sig imidlertid ikke mærke hverken af eller med i så initiativrigt et lokalsamfund, hvor sammenholdet altid har været stærkt, men man skal bestemt ikke tage fejl af kampgejsten.

– Vi har altid vidst det, men nu ved byrådet også, at Hjørrings fremtid ligger i Tornby, sagde med et blink i øjet blandt andet Henrik Willadsen, som er formand for hovedbestyrelsen i Tornby Idrætsforening, der i daglig tale forkortes TIF.

Borgmester Arne Boelt gav da også i sin tale udtryk for, at han godt var klar over, hvorfor ikke bare lokale medier som Skaga FM og FlaskePosten var til stede, men også Nordjyske Medier. Den interesse skyldtes nemlig angiveligt kommunens forslag om at lukke skolen i Tornby.

Efter formandens og borgmesterens åbningstaler blev ordet givet til Jens Ole Mikkelsen, som er næstformand i Hirtshals Sparekasses Gavefond. Sammen med Spar Nords afdelingsdirektør Kurt Bærentsen havde han fornøjelsen af at overrække en check på 200.000 kr. til TIF.

– Den må jeg lige se, om jeg kan få foldet sammen bagefter, så jeg kan få den med hjem i lommen, kvitterede med et tilfreds smil Henrik Willadsen.

Endelig var der også en tale af Kim Glad Andersen fra Dansk Boldspil Union. Han indledte med at udtrykke sin glæde over at være til stede i en by, hvor fremtiden ligger, hvorefter TIF fik overrakt en fodbold fra DBU.

Således behørigt indviet måtte børnene, som allerede i nogen tid har benyttet sig af multibanen, vige pladsen for en fodboldkamp mellem nogle af de  fremmødte lokalpolitikere og bestyrelsen i TIF. Borgmesteren var udset til at være dommer.

Noget af den lokalpatriotiske gejst hos borgerne kom da også klart til udtryk i kampen, hvor der virkelig blev gået til stålet, som blev der her på multibanen vitterligt spillet om den lokale skoles fremtid.

Havde det været tilfældet, var skolen nu allerede sikret, idet hjemmeholdet fortjent spillede sig til en sejr på 4-2 over byrødderne fra Hjørring Kommune. Dommeren var i sagens natur ikke upartisk, men dog ganske retfærdig.

Mens kampen blev spillet, var der hotdogs og øl eller sodavand til alle. Samtidig blev der åbenlyst snakket skole og lokalpolitik blandt de fremmødte borgere.

 

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments