Af Thomas Klimek
Formand for Arbejdsmarkeds-
og Uddannelsesudvalget
Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Forfatter
Det er blevet mandag den 28. oktober. Dagen. Jeg står tidligt op og går i bad. Jeg er første mand nede til morgenmad.
Hotellet ligger fuldstændig i turismens epicenter, og naboen er den gamle trækran, Zuraw Gdanski, der pryder mangt et postkort. Det mærkes dog ikke denne morgen, hvor et blegt lys falder ind gennem vinduerne. Jeg vælger et bord med udsigt til Mottlau, der stille flyder forbi udenfor. Tilbage på værelset åbner jeg altandøren, der vender mod selve byen. Der er en lovende morgenhimmel, og jeg tager mig tid til at betragte byen lidt.
Nede på gaden kommer en søvnig skoledreng luntende hen ad fortovet, og på hjørnet af Tokarska og Świętojańska går en mand og fejer blade med en slidt kost. Han holder en pause og tænder en cigaret, mens han studerer de gader, han sikkert kender til hudløshed. Der er noget meget fredfyldt over opgaveløsningens mangel på effektivitet. Om få år vil manden sikkert være ”afløst” af en brummende fejemaskine, der bekvemt kan vække kvarteret. Jeg ser på uret. Klokken nærmer sig otte. To timer endnu. Jeg forlader udsigten til det vågnende Gdansk og finder skrivebordet og mine noter. Jeg genlæser udvalgte passager fra Walesas selvbiografi ”Håbets vej”, smuglet ud og til Paris i starten af 80´erne. Den er ikke særligt velskrevet og en kende rodet, men ganske fin på det informative plan, og det er mit ærinde.
Bogen er i øvrigt ikke let at opdrive længere, og jeg måtte en tur til Corsaren på Nordre Frihavnsgade, hvor jeg erhvervede mig et slidt eksemplar for firs kroner. Jeg kigger på ordene og den scene, som Walesa maler frem. Walesas kone, Danuta, har netop født deres sjette barn, Anna, da militsen kommer for at hente ham. Walesa skriver i ”Håbets Vej”, at ”det var et afgørende øjeblik for mig, og jeg lovede mig selv, at denne gang ville jeg ikke vige for noget, lige meget hvad der skete.” Hvorfor lige i det øjeblik? Anna er hans sjette barn, og manden har været en stridsmand siden den blodige opstand på værftet i 1970. Måske ligger her kimen til en forståelse af, hvad der drev ham? Jeg gennemlæser mine engelske spørgsmål en sidste gang. Jeg har faktisk kun en seks-syv stykker, men har en fornemmelse af, at mødet sikkert tager sin egen gang og retning. Det skal vise sig at holde stik.
Lidt i ni forlader jeg hotellet og begynder at spadsere de cirka halvanden kilometer til det gamle Lenin-værft, der nu huser Europejskie Centrum Solidarnosci. Jeg kender vejen, det giver en ro i maven. Den fine morgenhimmel er afløst af mere dunkle skyer, og snart drypper det let. Jeg sætter tempoet op, men dråberne falder tættere. Jeg gider ikke ligne en våd hund til det møde! Regn eller ej, da jeg når Waly Piastowskie kan jeg se ned til værftet og mindesmærket med de flettede kraner. Jeg standser på hjørnet og ser ned i asfalten, der er præget med hvide bogstaver pegende mod værftet. Road to freedom står der på jorden foran det stykke af Berlinmuren, der anerkendende er sat op her midt i Gdansk.
En symbolsk understregning af, hvor betydningsfuldt værftarbejdernes indsats var for østblokkens kollaps. Regnen tager til, og jeg er ikke i tvivl om, at lige om lidt går der for alvor hul på himlen. Kort før jeg når den legendariske, lyseblå port, Brama 2, vælter det ned. Jeg spurter det sidste stykke hen til centret og undgår at blive gennemblødt. Der er en del mennesker i centret, og inden i den store sal er en konference i gang.
Flere og flere gymnasieklasser og enkelte turister kommer til. De fleste køber billet til Solidarnosc-udstillingen. Den vil jeg selv se efter mødet. Klokken nærmer sig ti, det er nu. Jeg rejser mig, men tjekker telefonen en sidste gang. I det samme tikker en mail ind. Klokken er 9.46.
”Dear Thomas, sorry, change hour, start 11.00 AM,
brgds, Marek”
En let uro i maven blandet med en smule irritation. Okay, hold fokus nu. Jeg svarer hurtigt;
”That´s fine, Marek. I have arrived at the center. See you at 11.00 AM at the second floor.”
En time mere? Jeg får øje på det, der ligner en gymnasieklasse. De kommer ud fra udstillingen om Solidarnosc. Jeg tager en hurtig beslutning og går hen og køber en billet til 20 zloty. Udstillingen er virkelig flot, men grundet tidshorisonten må jeg speede min rundtur op.
Jeg kommer ned i centrets flotte hovedområde igen, tjekker mailboksen. Ingen nye mails, ti minutter til klokken er elleve. Det er nu. Jeg går hen til glaselevatoren, der trods sit moderne ydre, viser sig at leve op til alle fordomme om østeuropæisk effektivitet. Omsider kommer jeg op på anden sal. Der er ret goldt og ingen mennesker. Til venstre for elevatoren er der en glasdør. Jeg kigger på skiltet. Biuro Prezydenta Lecha Walesy.
På den anden side af glasdøren med No entry-skiltet står en snittet træudgave i fuld størrelse af manden selv. Jeg tripper lidt rundt om mig selv. Klokken bliver elleve. Der sker ikke noget. Så endelig efter flere minutters venten, kommer der nogen ud på gangen. Det viser sig at være Marek og tolken Anna. Anna spørger om, jeg har en kopi af mine spørgsmål, som hun kan se? Jeg har kun min notesbog med mine nedskriblede spørgsmål. Hun skimter dem hurtigt, mens vi træder ind i forkontoret, hvor to mænd ser op fra computerskærmene. Vi går videre ind i næste rum, der viser sig at være præsidentens kontor. Midt i lokalet står en høj, meget veltrænet mand. Han fortrækker ikke en mine, men scanner bare rummet og mig med øjnene. Livvagten. Ovre til højre, ved vinduet med udsigt til værftets kraner, sidder han. Walesa. Han ser ikke op, men stift ind i sin velvoksne computerskærm. Anna viser mig en stol ved bordet, jeg sætter mig. Der går et minut eller to, men han kommer ikke over til mig.
Situationen er ret akavet, men omsider kan jeg høre, at han rejser sig. Jeg rejser mig også og giver ham hånden. Det er et hurtigt, flygtigt håndtryk. Walesa sætter sig skråt over for mig. Han sidder meget tilbagelænet i stolen. Han har en sort sweatshirt på med ordet Konstytucja (forfatning) Det havde jeg også forventet. Han bar den også for nylig ved statsbegravelsen for afdøde præsident George Bush Sr. i USA .. hvor Jaroslaw Kaczynski også deltog. Walesa har proklameret, at han vil bære protesten, indtil den dag PiS-regeringen ikke længere angriber retsstaten, og han vil begraves i den, hvis ikke ændringerne sker inden hans død. Bag ham er væggen dekoreret med flag og malerier. Det polske flag står side om side med EU-flaget og bag det et maleri af Jesus og disciplenes sidste nadver. Samme Jesus hænger på et krucifiks over maleriet. Det hele omkranses af to store malerier, der symbolsk inkluderer Polens øvrige store mænd, nemlig marskal Jozef Pilsudski og Pave Johannes Paul. Pilsudski troner på sin legendariske hest, Kastanje, mens de polske legionærer arbejder sig frem over de polske marker i starten af Første Verdenskrig. Til højre et ligeså stort maleri af det åndelige overhoved, Pave Johannes Paul, hvis betydning for polakkernes kampgejst ikke kan overvurderes, jf. Walesa, der er stærkt troende og havde et nært forhold til paven. Walesa siger noget hurtigt og gør et kast med hånden mod mig. I det samme hører jeg Annas oversættelse. ”First question!”
Jeg indleder med at takke præsidenten for at give sig tid til at tale med mig, men når ikke langt, da han gentager sin manøvre. Ordren behøves ingen oversættelse, så jeg kaster mig ud i det. Jeg griber i en situation, som præsidenten selv har beskrevet i sin selvbiografi, hvor han som dreng på landet bemærkede, at dyrene opførte sig forskelligt vinter og vår. Om vinteren, når det var koldt og føden knap, stod dyrene tæt på marken og skuttede sig op ad hinanden. Når så vår, varme og fede tider oprandt, løb dyrene hver for sig i alle retninger. Det bryske udtryk bløder lidt op ved min genkaldelse af barndommens billeder. Jeg noterer et skævt smil og et lille nik. Jeg spørger Walesa, om billedet på dyrenes adfærd er tilfældet i Vesteuropa – og Polen i dag? Han svarer, at i Polen er der tendenser i den retning. Regeringen har fyldt borgernes lommer og maver den sidste håndfuld år, men prisen er angreb på retsstaten. Jeg siger til ham, at mange i min egen generation og yngre ikke har oplevet andet end den veludbyggede velfærdsstat, og det derfor kan være svært at løfte en debat om forsvaret for noget, der synes selvfølgeligt, ikke mindst ift. arbejdet indenfor fagbevægelsen. Walesa peger på, at det kan være nødvendigt at starte forfra, ikke mindst ift. til europæiske samarbejde og EU, som har en fremtid, hvis man ”inviterer alle med” og grundlæggende pålægger alle at samarbejde ud fra ti rettigheder og pligter. Han uddyber ikke specifikt, hvorledes det skal foldes ud, men samarbejde og dialog er uomgængeligt. Dialogen vender han hele tiden tilbage til. Måske er det her, at troen kommer ind? Jeg spørger ind til, hvordan han gik til drøftelserne med kommunisternes top, da det spidsede til i 80´erne? Walesa siger, at man altid må bestræbe sig på at se mennesket ved siden af systemet.
Nogle mennesker repræsenterer ganske rigtig ondsindede eller autoritære systemer, men det gør dem ikke nødvendigvis gennemført onde. Man må bestræbe sig på at tale med mennesket, der er inde bag systemet. Ellers bliver dialog og løsninger umulige, og da står had og ødelæggelse altid på spring. Han virker i øvrigt meget lidt interesseret i at tale om fortiden, og hvad der skete. Det står mig klart, at Walesa i en alder af 76 år nok ikke længere officielt er politiker eller valgt til noget, men han er uomtvisteligt et fuldblods politisk dyr, for hvem hver eneste samtale rummer mulighed for politiske markeringer. Jeg vover pelsen og går tilbage i historien. Det er tid til at bringe Anna Walesa ind i samtalen, og jeg har ingen anelse om, hvordan han vil reagere på det. Jeg genfortæller hurtigt scenen fra slutningen af 1979, hvor militsen kommer til Danutas og hans lejlighed en aften, kort før Danuta nedkommer med Anna. Walesa prøver at forklare lederen af militsen, at Danuta ikke kan være alene, højgravid og med de små børn, men det preller af. Fire-fem gange beordres militsfolkene til at føre Walesa ud, og Danuta skriger desperat. Men militsfolkene adlyder ikke ordrerne, og Walesa ser, at de er ilde til mode. Walesa får beroliget Danuta og følger frivilligt med militsen. Da han løslades, er Danuta på hospitalet. Walesa skriver, at ”det var et afgørende øjeblik for mig, og jeg lovede mig selv, at denne gang ville jeg ikke vige for noget, lige meget hvad der skete.” (Håbets Vej, side 117).
Anna tolker, og jeg ser fast på Walesa.
”Hvorfor lige i det øjeblik, hr Præsident? Var det Annas fødsel, deres sjette barn, der gav den endelige revolutionære glød?”
Walesa trækker let på skuldrene og viser for første gang en flig af tøven. Så kigger han på mig.
”Ting tager nogle gange tid her i livet.”
Svaret er befriende simpelt, og inkarnerer Walesas konstante betoning af, at han er en praktisk mand. Der er ingen forkromet åbenbaring eller andet. Det var bare den aften i deres lejlighed i Gdansk, at der ingen vej var tilbage.
På udstillingen har jeg en time før set et fotografi fra et valgmøde i maj 1989. Det er et Solidarnosc-valgmøde, hvor Walesas gamle kampfæller, Bogdan Lis og Lech Kaczynski, siddende på hver sin træklapstol, udveksler ord, sandsynligvis ventende på, at den voksne dame i baggrunden introducerer mødet for deltagerne. Fotoet inkarnerer den politiske udvikling siden 1989. Bogdan Lis er gledet ud i glemslen, men lever i bedste velgående. Kaczynski derimod er død og begravet, men hans politiske eftermæle lever stærkere end nogensinde før, selvom det til april er ti år siden, at han blev dræbt i et konspiratorisk flystyrt over russiske Smolensk. I dag bærer hans tvillingebror, Jaroslaw og Lov og Orden-partiet den politiske arv videre, og det til Walesas udtalte fortrydelse og protest. På fotografiet fra 1989 er Kaczynski ca. fyrre år gammel, sorthåret og afslappet klædt i gummisko, sorte bukser og en koksgrå jakke. Fotoet føder et spørgsmål. Hvordan kan det være, at gamle kampfæller som Viktor Orban i Ungarn og Kaczynski-brødrene i hans eget land bevægede sig væk fra midten af europæisk politik og til et illiberalt ståsted? Walesa svarer kontant. ”Theoretika! De er teoretikere, der tror på store idéer. Jeg har ikke noget mod bøger, men verden er et praktisk sted!” Han læner sig for første gang frem og dunker et par gange på min bog, hans selvbiografi, der ligger på bordet mellem os. Han fortsætter og konstaterer, at Trump og andre stiller de rigtige diagnoser på flere af verdens problemer, men deres medicin er forkert.
Samtalen går godt, men jeg er egentlig ved at løbe tør for planlagte spørgsmål. Jeg ser diskret på tiden, den er 11.40. Jeg har været i samtale med ham i fyrre minutter, og måske er det fint for nu? Jeg kigger på Anna og siger ”Last question.”
Hun når ikke at oversætte, før han bryder ind. ”Ser jeg så farlig ud?” og så gnægger han og smiler til mig. Jeg ryster hurtigt på hovedet og beslutter mig for at give polakkernes evige, lyserøde elefant en runde. Rusland. Walesa mener ikke, at polakkerne skal være bange for Putin og Rusland, men naturligt skeptiske. Man skal ikke være i tvivl om, at der er to Putin´er, den brutale, men også den man kan have dialog med, og det er den sidste man, jævnfør Walesas filosofi om at insistere på forandring gennem praktisk dialog, må holde fast i. Russerne er ikke en ensom skurk, men Vesten lukkede flere døre for russerne i kølvandet på Anden Verdenskrig, og så blev det koldt i Polen og de andre sovjetiske lydstater. Rusland forandrer sig også indefra, pointerer han. Ligesom Østblokken før 89.
Som afslutning på vores timelange samtale ender vi alligevel i erindringen, nemlig den 9. november 1989 om eftermiddagen. Polakkerne har i juni samme år for første gang afholdt delvist frie valg som et konkret udkomme af de berømte rundbordssamtaler mellem kommuniststyret og Walesas Solidarnosc. Denne novemberdag i 89 skal ende med at blive verdenshistorisk, men det ved endnu ingen, da en træt Walesa mødes om eftermiddagen i Warszawa med Vesttysklands mægtige kansler Helmuth Kohl og dennes udenrigsminister Hans-Dietrich-Genscher.
Walesa gik til biddet den eftermiddag i Warszawa og spurgte Kohl, om man var klar til at håndtere flygtningestrømmen og et kollapset DDR, når Muren og Sovjetunionen væltede – og det ville ske indenfor de næste uger, sagde Walesa profetisk til kansleren.
Kohl svarede Walesa;
“Kære Hr Walesa, vi ville gerne have sådanne problemer. Men sådan noget vil vi ikke opleve. Før det kommer så vidt, vil der vokse store træer fra vores grave.”
Få timer senere måtte besøget afbrydes. Muren faldt.
Walesa fortæller (med et lille grin), at vesttyskerne var meget nervøse for at skulle flyve hjem, henover DDR, og der var overvejelser om at låne Air Force One af amerikanerne.
I det samme rejser Marek sig. Audiensen er forbi. Jeg nikker til Walesa, der rykker over på den ledige stol ved sin side og peger på den stol, han lige har varmet i en time. Jeg sætter mig ved siden af ham, og han griber fast om min næve. Vi kigger op på Marek, der tager et par fotos. Jeg siger tak og forlader kontoret. På den anden side af glasdøren venter jeg på, at Anna skal komme ud, så der kan afregnes for tolkningen. Så kommer hun ud og sender mig et lille smil. ”Præsidenten var i godt humør i dag!”
Vi taler lidt om centret, og jeg spørger, om der er planlagt noget ekstraordinært til august, når det er 40 årsdagen for strejken? Anna er meget i tvivl og siger, at de er under økonomisk pres pga. Walesas konstante og hårde kritik af PiS-regeringen. Vi går op på hendes kontor, hvor jeg drøfter situationen med hende og hendes assistent. Vi aftaler at holde kontakten. Jeg kommer ned med elevatoren og går ind i souvenirbutikken, hvor jeg køber en kaffekop med det ikoniske røde Solidarnosc-logo.
Jeg forlader centret. Udenfor er regnen holdt op, solen titter en smule frem. Jeg smiler stille for mig selv, da jeg går ind mod byen. Det var faktisk muligt at få et møde med verdenshistorien.
Om nogle timer flyver jeg hjem, men lige nu trænger jeg til en øl.
Link til første klumme
