Af Thomas Klimek
Formand for Arbejdsmarkeds-
og Uddannelsesudvalget
Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Forfatter
Min første erindring om ”Walesa” er tilbage i barndommens 80´ere. I mine forældres køkken var radioavisen fast baggrundstæppe. I den tid var det navne som Reagan, Thatcher, Gorbatjov, Schlüter, Kohl og Mitterrand, der oftest kom ud af højtaleren, når Radioavisens trygge jingle var klinget af.
Jeg husker den første martsmorgen i 1986. Det var lørdag og en stille morgen med god tid. I Radioavisen forkyndte speakeren, at Olof Palme var blevet skudt aftenen før. Jeg vidste, at det var noget slemt og kiggede op på min far, der stod ved køkkenvasken med en ulmende morgensmøg og kaffen, men jeg husker ikke, om vi talte om det? Jeg havde ikke kendskab til Palme og studsede som niårig mest over efternavnet Palme, som jeg fandt lidt underligt.
I de år var ovenstående persongalleri dominerende, også i de aviser som min far slæbte med hjem fra DSB-kupéerne. Af en eller anden årsag gav jeg mig selv den udfordring, at jeg skulle læse de lange, tørre artikler uden de store farverige billeder. Det bemærkede min far og slæbte kontinuerligt aviser, blade og magasiner med hjem de næste mange år. Der er fundet meget gratis læsestof i de togvogne.
Aviserne var som udgangspunkt kun trykt i sort/hvid dengang. Jeg opdagede snart, at navnene fra radioavisen gik igen i aviserne. Vigtige folk måtte det være. Et meget underligt navn dukkede ind i mellem også op, dog ikke så tit som de andre. Walesa. Jeg forstod det ikke. Når speakeren nævnte Læk Walensa var der et ”n” i hans navn, men i avisen stod der Walesa. Nuvel, jeg fik ikke rigtig styr på, hvorfor han også tiltrak sig en del overskrifter.
Tingene gik sin gang, og kalenderen væltede ud af 80´erne, og det samme gjorde Berlinmuren. Snart var Reagan afløst af Bush, der slog Michael Dukakis, som Fyens Stiftstidende forkyndte den tågede og fedtede onsdag eftermiddag i november 1989. Dengang udkom Stiften jo ud på eftermiddagen, og netmedier var endnu mest science fiction. Den november 89 var verdenshistorisk, men i mit 12-årige sind var det dog det forfærdelige VM-kvalifikationsnederlag i Bukarest til Rumænien, der fuldstændig ødelagde humøret. VM i Italien i 1990 forduftede og druknede den eftermiddag ved Sortehavet.
Snart forduftede Thatcher også, og Jernladyen blev afløst af endnu et pudsigt efternavn, nemlig Major. John Major. Som skrevet var Muren og et forkvaklet menneskesyn væltet omkuld. Vesttyskland, hvor vi ofte hentede dåsesodavand, slik, Hanuta-kiks og andet godt, smeltede sammen med DDR til Tyskland. Det fejrede vores naboer på klassisk germansk maner med at vinde verdensmesterskabet i fodbold, da Brehme iskoldt og effektivt sendte et straffespark i nettet i det 84. minut på Stadio Olimpico. Ordnung muss sein. Samtidig dukkede en gammel kending op i mit nu foretrukne medie, TV-Avisen. ”Walensa” blev præsident i Polen. Det karakteristiske overskæg prægede ofte sendefladen, men jeg studerede ham ikke nærmere. Jeg er født i Vesten, og det præger nok ens første interessefelter, så det var Clinton, Nyrup, Jeltsin m.fl., der fik opmærksomheden og sendefladen.
Et stykke op i voksenlivet mærkede jeg en spirende interesse for min egen arv. Fra barnsben har jeg måttet forholde mig til mit underlige efternavn, Klimek. Utallige breve med forskellige stavemåder har jeg modtaget gennem årene og er stort set aldrig blevet kaldt Thomas i skole, på uddannelser eller arbejdspladser, men blot Klimek. I mine bedsteforældres hjem på Drejøgade i Odenses gamle arbejderkvarter, Skibhusene, hang det store sort/hvide stamtræ, hvor Jan Klimek med stadstøj og fin hat, stirrede på en fra stamtræets rod. Fotoet er nok foreviget engang mellem de to store verdenskrige. Polen. De kom fra Polen, fortalte min farfar, Piotr Adam Klimek, der ikke talte ét polsk ord, men bar den katolske tro, også i sit navn. Sådan da.
Jeg begyndte at følge lidt i de polske fodspor, og nogle markante skikkelser trådte snart frem. Pave Johannes Paul. Og så ham overskægget igen. Læk Walensa. Da min interesse blev vakt for barndommens radionavne, var han for længst færdig som præsident for Polen, og der var rendt noget vand i Wisla, siden han fik Nobels Fredspris i 1983. Siden da har jeg interesseret mig for Lech Walesa på lige fod med de andre store navne, som jeg har fulgt på afstand, da de jo oftest lever i andre lande og færdes i sfærer, som vi almindelige mennesker ikke har så nem adgang til. Nelson Mandela var et andet af den tids ikoner, og ham mødte jeg faktisk ansigt til ansigt i marts 1999, og kun fordi jeg netop i de dage ”færdedes” på de bonede gulve.
Jeg var soldat i Den Kongelige Livgarde og stod sammen med mine kammerater æresvagt i Christian d. VII´s Palæ, da Dronning Margrethe og Mandela trådte ind fra blitzlyset ude på trappen. De inspicerede æresgarden en for en. Det var specielt at se myten ind i øjnene på fyrre centimeters afstand, men man fik jo ikke talt med ham. Altså om hans kamp. Omkostningerne for ham og hans familie. Vejen til frihed og præsidentskab. Hans politiske visioner og syn på aktuel politik.
Den sidste håndfuld år har jeg, delvist inspireret af min oldefars flugt fra Polen i det tidligste 20. århundrede, skrevet på en skønlitterær roman, hvor Polen og polakkernes dramatiske historie er omdrejningspunktet. Samtidig har polsk politik taget en ny udvikling og et markant sving mod højre. Hvorfor? Hvad sker der i det genfødte demokrati, der brugte et halvt århundrede på at slippe ud af kommunismens klør og Jerntæppets isolation?
Det har de sidste år stået mig klart, at jeg burde stille disse spørgsmål til dem, der skrev det kapitel i verdenshistorien. Derfor vendte jeg uvægerligt tilbage til den levende legende, Lech Walesa. En tanke spirede i mig. Kunne man komme til at drøfte spørgsmålene med Polens tidligere præsident og Nobelspristager? Manden der stadig rejser verden rundt og har adgang til præsidenter, statsministre og andre på magtens tinde.
Walesa, der indædt bekæmper Polens nuværende regering med nye dødstrusler til følge. En tåget formiddag i oktober sad jeg i min bil på en parkeringsplads ved Aalborg midt mellem to arbejdsmøder. Så tog jeg pludselig min telefon og fandt adressen til Lech Walesa Institute, Gdansk på nettet. Jeg skrev en mail på rustent engelsk.
Dear Mr. Lech Walesa I know that this apply is difficult, because many people wants your time and attention. Nevertheless I write this to a man, that showed me, and the world, that what seems impossible is possible, if you carry hope and the will in your heart. My name is Thomas Klimek. I´m a Danish citizen, but my ancestors were Polish immigrants, who came to Denmark in the early 20th Century. My grandad, Joannes Klimek, became a blacksmith and so did the rest of the family. I myself does unfortunately not speak Polish, but I am proud of what my grandad achieved against all odds – just like you, Mr. Walesa. I write to you Mr. Walesa because you inspired me to work with the unions and go into politics. It´s become a dream to meet you and make an interview. I would therefore ask if it is possible to meet you in Gdánsk for maybe just a short interview? Kind regards Thomas Klimek Sendt fra min iPhone
Jeg trykkede “send” og fortsatte med dagens arbejde. Samme eftermiddag modtog jeg en mail.
Fra: Fundacja Instytut Lecha Wałęsy Dato: 15. oktober 2019 kl. 15.25.26 CEST Til: Thomas Klimek Cc: “marek.kaczmar@ilw.org.pl”
Emne: RE: Interview
Dear Mr. Klimek, On behalf of President Wałęsa I would like to express his gratitude for your warm words. I have forwarded your e-mail to the President’s Office, to Mr. Marek Kaczmar (cc). Please, contact him further to arrange an interview meeting.
Kinds regards Łukasz Kremky Assistant to the Board Lech Wałęsa Institute Foundation
Wow! Hvad har jeg egentlig gang i? Jeg skrev med det samme til Marek. Dagen efter kom invitationen fra præsidentens kontor; Præsidenten inviterer dig til møde på præsidentens kontor i Gdansk, mandag d. 21. oktober, bekræft venligst, kontakt tolk. Der var fem dage til. Jeg kunne ikke. Jeg skulle på arbejde i København om mandagen, men mere vigtigt havde vi for længst planlagt familietur med ungerne, hvorfra jeg først ville være hjemme søndag aften. Det hang ikke sammen. Jeg kiggede på mailen en sidste gang og skrev pænt nej tak, men foreslog en anden dato. Jeg trykkede send og ærgrede mig lidt på forskud. Når folk hører, at du har misset et møde med Lech Walesa vil de sige, at du er idiot.
Der gik en dag. Jeg hørte ingenting. En dag til. Ingen lyd fra Gdansk. Weekenden kom, og jeg ræsonnerede, at man nok ikke sagde nej tak, når en præsident inviterer. Det var lige kækt nok, når manden var vant til samtaler med navnene fra barndommens radiostunder i køkkenet i Odense Nord. Reagan. Thatcher. Clinton. Paven. Obama. Alle ville tale med Walesa. Også jeg. Bare ikke lige den mandag. Efter seks dage kom der en mail. Jeg stod på mit hotelværelse i København, da mailen tikkede ind. Marek. Jeg åbnede mailen.
”Dear Thomas. I invite you …”
Tyve minutter senere var flybilletten til Gdansk bestilt. Jeg sendte en sms hjem.
”Jeg tager til Gdansk lørdag morgen 06.00 fra Aalborg. Hjemme igen mandag aften. Det er lidt stort. Knus.”
Der var seks dage til. Dagen efter spurgte jeg min chef, om det var muligt at afvikle en feriedag den følgende mandag. Det var der ingen problemer i. Lørdag morgen fløj jeg via Amsterdam til Gdansk.
Weekenden gik hurtigt i den smukke, historiske by. Søndag formiddag stod jeg op, spiste morgenmad og kom rimelig tidligt afsted. Jeg spadserede de halvanden kilometer hen til et af de vigtigste arnesteder for Jerntæppets endeligt. Værftet. Brama 2, Port nr. 2, står der stadig. Jeg mærkede ærefrygten få taget i mig, da jeg stirrede op på det slidte skilt. Stocznia Gdanska. Gdansk Værft.
Jeg gik lidt rundt på den småkolde plads med det store mindesmærke, de tre sammenflettede kraner, der ærer de myrdede fra strejken i 70. Bagved tronede det imponerende Europejskie Centrum Solidarnosci (European Solidarity Centre) i al sin rustklædte vælde. Derinde et sted var præsidentkontoret, hvor det hele skulle ske om et døgns tid. Resten af dagen fløj hurtigt afsted. Meget hurtigt, faktisk. Pludselig var det søndag aften. Jeg sad på hotelværelset og stirrede på notesbogen, hvor års spørgsmål egentlig skulle stå klar på engelsk, men det flagrede noget. Ud på aftenen var der en syv-otte spørgsmål, og så måtte vi se, hvor det gik henad. Jeg gik en tur i mørke gader, vendte tilbage til hotellet og drak en øl, mens jeg stirrede ud over Gdansk´s mørke hustage og over på den enorme Mariakirke, der lyste op i den polske nat. Nu var det tæt på.
Thomas Klimek holder foredrag i 2020 om den historiske strejke i august 1980 og selve mødet med Walesa. Lokationer, tider og steder under planlægning).
Klumme 2 følger snarest: Mødet med Lech Walesa.
