Mød forfatter Louise Østergaard i Lønstrup Cafe Bio

Louise Østergaard er forfatter til romanen "Om Eva", der foregår i Lønstrup.

43

Louise Østergaard kommer og fortæller om baggrunden for og sit arbejde med bogen “Om Eva”, der foregår i Lønstrup. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål og diskutere bogens handling.

Den 23. oktober kl 15.00 – entré kr 50,- inkl kaffe og kage.

Louise_OestergaardFlaskePosten_1
Forfatter Louise Østergaard.

Et kort sammendrag af bogen:

Da Evas mor dør, tvinges Eva hjem til Lønstrup, en by hun ellers har forladt for at søge lykken andre, mere eksotiske steder. Efter nogle turbulente år op gennem tyverne har hun slået sig ned i København, hvor hun nærmest ved en tilfældighed har fået skabt sig et navn i de rigtige kredse. At vende tilbage til der, hvor træernes grene vokser vandret i luften, og hvor flyvesandet knaser mellem tænderne, passer hende ikke ret godt. Der er alt for meget, hun helst vil lægge bag sig og glemme alt om.

Eva er en roman om at rejse ud og vende hjem. Om at tage afstand fra det, man kommer fra, og vende det hele ryggen, altid på jagt efter lykken andre steder. Og så er det en roman om at finde sig selv og forlige sig med fortiden. Om kærlighed. Og om sorg.

Romanen udkom på forlaget People’sPress i april 2016 og fik 4 stjerner af Nordjyskes anmelder, Otto Pretzmann, som blandt andet skrev:

”Med ’Eva’ træder Louise Østergaard tydeligt i karakter som forfatter, der mestrer at skabe usminkede situationer og optrin og at give hurtige og træfsikre skitser af sit ganske fyldige persongalleri.”

– Min baggrund for at skrive romanen er først og fremmest min årelange fascination af Lønstrup. Byen, området, naturen, det rå og uforsonlige, som samtidig har sin helt egen poesi. Der er ikke noget i romanens handling, der har rod i virkeligheden, det er ren fiktion. Men jeg har bestræbt mig på at beskrive Lønstrup – områdets geologi og historie – så korrekt som muligt. Jeg holder især meget af kontrasterne i byen, ikke mindst forskellen på sommer og vinter. Min hovedperson, Eva, er knap så begejstret for byen, som jeg er, men ganske langsomt sniger den sig ind på hende, og hun falder til ro og finder – måske – sig selv i sin barndoms hjemby, fortæller Louise Østergaard.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments