Moderniseringen indledes nu i og omkring Havnegade

I uge 48 påbegyndes nedrivningen af blandt andet frysehusene og den tidligere proviantbygning ved Auktionsbassinet.

799
Ved “Havnedag for alle” den 9. november kunne administrerende direktør ved Hirtshals Havn Jens Kirketerp Jensen informere om, at Havnegade står overfor en modernisering, som vil løbe over de næste otte til ti år.

Første etape af moderniseringen starter i uge 48 og vil gælde nedrivningen af frysehusene ved Auktionsbassinet og den tidligere proviantbygning.

Indledningsvis vil arbejdet dog ikke være synligt fra gaden, idet nedrivningen af bygningerne vil starte indefra. Den indvendige nedrivning forventes at vare de første tre uger, og fra uge 2 i 2018 vil den endelige nedrivning blive påbegyndt.

Nedrivningen af frysehusene og den tidligere proviantbygningen ved Auktionsbassinet er en del af fornyelsesprojektet i Havnegade. Hirtshals Havn har et ønske om at bringe byen og havnen endnu tættere sammen, og give oplevelser af det aktive havnemiljø, og et af initiativerne indebærer at lokale og turister i fremtiden kan se ind på Auktionsbassinet fra indfaldsvejen til havnen.

Nedrivningen af frysehusene ved Auktionsbassinet og den tidligere proviantbygning forventes afsluttet med udgangen af uge 7 i 2018 og er blot første skidt i fornyelsen. Umiddelbart efter vil nedrivningen af blandt andet bygningerne ved den gamle skibstømrer mellem Havnegade og Jollebassinet blive sat i gang.

Nedrivningen ved Auktionsbassinet vil give plads til en udvidelse af FiskeTerminal Hirtshals med et kassevaskeri, der planlægges opført i 2018.

I forbindelse med moderniseringen af området i og omkring Havnegade vil Hirtshals Havn søge samarbejde med investorer, der vil bidrage til den fremtidige udvikling.

Som en del af det moderniserede område omkring Havnegade ses der på muligheder for blandt andet at opføre kontorer og butikker med relation til havneaktiviteterne.


Foto: Arkiv og Hirtshals Havn.
Kilde: Hirtshals Havn.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments