Modems på vej ud til medlemmerne hos HAS

I de kommende dage begynder de første medlemmer af HAS at modtage nye modems; og i løbet af december og starten af januar vil alle 10.000 være leveret.

12
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det er til de medlemmer hos HAS, der hidtil har modtaget bredbånd fra Stofa, og som nu tager imod de attraktive tilbud fra HAS Bredbånd, hvor de får større hastighed til lavere pris.

– Medlemmerne modtager en kasse med et HAS-logo. I kassen er et modem og en strømforsyning, og selv om det er fristende at få en højere hastighed på nettet, så må vi understrege, at det nye modem ikke virker før den 1. februar. Så medlemmerne må væbne sig med tålmodighed og først installere modemet om aftenen den 31. januar, hvorefter der vil være hul igennem til internettet nogle timer efter midnat, forklarer formand for HAS, Kurt Larsen, der lover, at der i kassen også ligger en udførlig vejledning i, hvordan det ny modem skal installeres.

– Men medlemmerne skal altså blot afinstallere det nuværende modem og sætte det ny til på fuldstændig samme måde, understreger formanden.

De medlemmer, der har et modem fra Stofa skal sende det retur til Stofa i kassen fra HAS. I kassen er en label med Stofas adresse, så medlemmerne skal blot lægge modem og strømforsyning i kassen og sende afsted til Stofa. Hvis flere medlemmer ønsker at deles om portoen, må de gerne det, men Kurt Larsen opfordrer til at huske dels at få en kvittering for afsendelsen og dels en dokumentation for, at hvert medlem har sendt sit modem afsted.

– Flere har spurgt, om vi ikke kunne samle og sende modems for hele foreningen, men så skulle man se, hvor meget 80 paller nye modems fylder. Det vil være en helt umulig opgave for os, så vi håber, at de enkelte medlemmer vil bære over med os, siger formanden og afslutter med en opfordring til at nærlæse den mail, som er kommet fra Stofa. Enkelte medlemmer har nemlig så gammelt et modem, at Stofa ikke ønsker at få det retur, siger Kurt Larsen, der glæder sig til at møde medlemmerne ved en ny runde af informationsmøder i december og januar.

– Vi afvikler nye medlemsmøder i Sindal, Hjørring og Hirtshals både i december og i januar, hvor vi giver en række praktiske tips til, hvordan medlemmerne for eksempel skal forholde sig til at indlæse tv-kanalerne og om, hvordan medlemmerne skifter email-adresse og installerer det ny modem. Vi kalder møderne for ”Hjælp-Hinanden-Møder”, for vi opfordrer de medlemmer, som er gode til at sætte sig ind i tekniske spørgsmål, til at hjælpe naboer eller venner, som måske har lidt sværere ved det, understreger Kurt Larsen.

Interesserede medlemmer kan tilmelde sig informationsmøderne på hjemmesiden www.has.dk

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments