Billetterne blev bogstavelig talt revet væk, da UNIQ annoncerede efterårets modeshow, der mandag aften skulle forsøge at leve op til succesen fra 24. marts, hvor butikken sidst havde gang i catwalken i det rummelige butikslokale ved siden af Matas.
Ved modeshowets start kl. 19.00 bød Susie velkommen til de mange forventningsfulde gæster og kunder, som i dagens anledning fik mulighed for efterfølgende at handle alt i butikken med 20 procents rabat, hvilket også gjorde sig gældende for varerne hos Matas.
Ansvaret for hår og styling af de flotte modeller var lagt i hænderne på henholdsvis Dorthe fra Krøltoppen og Helle fra Matas. Indehaver Torben fra UNIQ påtog sig til gengæld at styre musikken under showet, hvor efterårets raffinerede mode elegant blev præsenteret.
– Det er gået over al forventning både op til og under showet, hvilket faktisk på et tidspunkt under billetsalget fik os til at overveje, om vi skulle køre det to aftener i træk, fordi vi kunne have solgt op imod et halvt hundrede flere billetter, end vi havde, fortalte Torben efter showet hos UNIQ.
Efter catwalken var der lodtrækning om en række fine præmier fra de deltagende butikker, som denne gang også talte Mimosa Blomster – Vinkrogen. Dernæst fik kunderne en times tid til at handle og tage for sig af lækkerierne, før hovedgevinsten i form af et sæt tøj til 1.500 kr. blev udtrukket.