Niels Jensen var en Hirtshalsdreng. Født og opvokset i fiskerbyen, og trods en afstikker til København, Hamborg, London og Paris skulle det vise sig, at han fik stor betydning for byens pelagiske fiskeri.
Niels blev først uddannet speditør, men som 25-årig vendte han tilbage til Hirtshals. Her stiftede han i 1972 skibsmæglerfirmaet Niels Jensen & Co. med kompagnonen Ove Jørgensen.
De var agenter for de islandske og færøske fiskere, og sikrede leverancer af sild til den lokale fiskeindustri. Island havde en stor og moderne flåde af notbåde og var storleverandør til sildeindustrien i Skagen og Hirtshals. Niels Jensen havde et stort engagement i Island og blev som 30-årig islandsk konsul.
Da Island udvidede sin fiskerigrænse til først 50 sømil, senere 200 sømil og andre lande fulgte efter, betød det, at virksomheden på sigt ville miste islandske landinger. Islændingene måtte ikke fiske i Nordsøen, men i Hirtshals havde industrien fortsat brug for sild. Niels Jensen greb chancen og kunne se muligheder i at gå ind i fiskeriet. Så i 1974 stod den første Isafold klar. I 1979 kontraherede han og Ove Jørgensen også Geysir. Begge var not-fartøjer og begge en god beslutning. Niels Jensen var fremsynet, og en dynamo, der fik ting til at ske – og blev belønnet derefter.
Derfor var han selvfølgelig også involveret, da Danmarks Pelagiske Producentorganisation slog sine første rødder. I mange år var der et tæt samarbejde mellem de 14-15 notbåde i Hirtshals, og i 80’erne dannede de deres egen organisation, som vi i dag kender som Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
Over årene har Niels Jensen haft part i en række fartøjer. I 2006 byggede han og rederiet et nyt fartøj. Den nye HG 333 Isafold, var dengang det største og mest moderne pelagiske fartøj i Danmark. Det var en satsning, som følge af indførelsen af IOK, som Niels Jensen også var med til at skubbe på for at få til at ske. Gennem sit virke var han ikke bange for at tænke nyt og tage en chance. Isafold var blandt andet en pioner i fiskeriet efter blåhvilling.
I 2018 valgte Niels Jensen at gå fra borde. Datteren Lise Bjørn Jørgensen og svigersønnen Karsten Mølgaard havde løbende overtaget, og Niels Jensen var helt tryg ved at overlade roret og nyde sin pension.
Niels Jensen bisættes tirsdag den 27. august kl. 13 fra Hirtshals Kirke.
Æret være Niels’ minde.
Kilde: FiskeriTidende.
Det er med dyb sorg jeg hoerte om Niels Jensen bortgang. Han var som sin far et yderst sympatisk menneske.
Var i praktik paa Norgesruten under Niels, og har handlet med ham flere gange gennem aarene
God’s speed Niels Jensen